Landskabet i Skive Kommune er overvejende formet af Nordøstisen for 23.000‑20.000 år siden. Det varierer fra Hjelm Hede med Flyndersø over Sallings let bølgede morænelandskab til bakkelandet omkring Ørslevkloster og på Fur til Limfjordsegnens svungne og fligede kyster med halvøer og øer samt et bælte af bredninger, der forbindes af krogede sunde.
Skive Kommunes landskaber
Landskabets dannelse
Området, som i dag udgør Skive Kommune, har oplevet flere istider. Det kan bl.a. ses i kystklinterne ved Kås Hoved og Gyldendal, hvor der findes aflejringer fra de seneste tre istider, Elster, Saale og Weichsel.
I Salling er landskabet overvejende et bølget til let bakket morænelandskab, der ligger 30‑50 m over havet. Morænelandskabet er formet af Nordøstisen, da isranden stod syd for området ved Hovedstilstandslinjen, som markerer grænsen for Nordøstisens udbredelse for 23.000‑20.000 år siden. Denne landskabstype er grundlæggende dannet både som bundmoræne inde under isen, ved isens slid og ved aflejring af medslæbt materiale. Landskabet er kommet til syne i takt med Nordøstisens tilbagesmeltning fra Hovedstilstandslinjen. I den sydvestlige del af Salling strækker de jævne bakker sig i en nordlig-sydlig retning, hvilket viser, at isen på dette sted har bevæget sig fra nord mod syd. I Skive Kommune er Nordøstisens moræneaflejringer undtagelsesvis meget lerede, fordi undergrunden mange steder består af fede lerarter fra Palæogen.
Mens isen endnu dækkede området, løb smeltevandet i tunneler inde under isen og gravede dybe dale i underlaget. Disse dale kaldes tunneldale, og en af dem kan i dag følges fra egnen øst for Glyngøre til Harre Nor og videre fra Mølvad øst for Rødding til Bustrup ved Sønder Lem Vig. På grænsen til Viborg Kommune ligger Jordbro Ådal, som også er en tunneldal.
Nordøstisens tilbagesmeltning mod nord blev flere gange afløst af genfremstød. Herved blev bakkelandet omkring Ørslev Kloster med den 69 m høje Bavnehøj dannet. Under et efterfølgende genfremstød skabtes desuden det imponerende bakkeland fra Thy over nordkysten af Mors og Fur og videre østpå ind i Himmerland. I samme bakkeland på Nordfur ligger Stendal Høje, som med sine 75,3 m.o.h. er kommunens højeste punkt. De mange foldede og opskudte flager af ca. 55 mio. år gamle molerlag i Knudeklint, Stolleklint og Østerklint på Fur viser, at isen under sit genfremstød rev store partier af underlaget.
Hjelm Hede blev dannet på et tidspunkt, hvor Nordøstisens efterladte bælte af dødis nord for Hovedstilstandslinjen næsten var smeltet bort. Smeltevandet fra isen i Østjylland løb ikke længere vestpå forbi Holstebro, men banede sig i stedet vej mod nordvest hen over de sidste rester af dødis til den delvis dødisfyldte Venø Bugt-lavning. Da dødisen i Venø Bugt smeltede bort, skar smeltevandet sig ned i Hjelm Hede. De lavereliggende terrasser omkring Karup Å blev dannet senere, da isen i Skive Fjord-lavningen smeltede, og smeltevandet strømmede til Skive Fjord. Da de sidste begravede dødisklumper smeltede væk, og jorddækket af sand og grus sank sammen, opstod der store fordybninger i Hjelm Hede. I dag rummer de største af disse dødishuller Flyndersø og Stubbergård Sø, hvoraf sidstnævnte ligger i Holstebro Kommune. De to langstrakte søer ligger i en tidligere tunneldal, som har overlevet, fordi den var fyldt op med dødis, da Hjelm Hede blev dannet.
Ligesom det øvrige Danmark var Limfjordsegnen en sammenhængende landmasse i de første årtusinder efter istiden. Denne periode, som kaldes Fastlandstiden, mødte sit endeligt, da de sidste rester af isskjoldene i Skandinavien og Nordamerika smeltede bort i løbet af Atlantisk tid. Havet steg, og Littorinahavet (Stenalderhavet) oversvømmede de lavtliggende dele af istidslandskabet. Derved opstod de mange bredninger og vige som Livø, Risgårde, Kås og Lovns Bredninger, der kendetegner Skive Kommune. Littorinahavet trængte også langt op i Fastlandstidens ådale som Rødding, Viummølle og Trævel Ådale, der blev forvandlet til smalle fjordarme. Fur blev delt i en hovedø med småøer omkring. Tilsvarende var bakkepartierne, der i dag krones af Halskov, Stårup og Lundø, øer i den østlige del af datidens Skive Fjord.
Littorinahavets brændingsbølger skar klinter i bakkelandets pynter. De kan i dag ses som græs- og kratklædte stejlskrænter inde bag den nutidige kystlinje. Bølger og strøm fragtede det eroderede materiale langs kysten og aflejrede det i de mange indskæringer. Siden Littorinahavets tid er udbygningen af marint forland blevet hjulpet på vej af landhævningen, som i Skive Kommune ligger på 2‑3 m. Derved blev de tidligere øer bundet sammen af marint forland, ligesom Færker Vig og Bådsgård Vig opstod. Mange steder består kystlandskabet af marint forland med talrige strand- og lagunesøer som på halvøen Kås.
Videre læsning
Læs mere om natur og landskab i Skive Kommune
Læs også om
- Skive Kommunes geologi
- Skive Kommunes klima
- Kulturlandskabet i Skive Kommune
- Skove i Skive Kommune
- Det åbne land i Skive Kommune
- Ferske vande i Skive Kommune
- Kyster i Skive Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Skive Kommune
Se alle artikler om Landskaber