Odenses historie

Byen opstod ved Odense Å, netop hvor passage var let, da bredderne lå nær den øst-vest-gående fynske landevej, som i bydannelsen blev til Overgade-Vestergade. Åens snævre, slyngede forløb betød imidlertid, at det ikke var muligt at føre større vikingeskibe ind til byen. I stedet har man formentlig omladet gods til mindre fartøjer eller vogne længere ude mod mundingen af Odense Fjord.

Fra tidlig vikingetid før ca. år 900, hvor Odense endnu ikke var en egentlig by, er der fundet forskellige bygningstyper inden for det senere bebyggelsesområde. På nordsiden af overgangsstedet over Odense Å, hvor Klaregade-Hunderupvej-forløbet ligger i dag, er der fundet grubehuse med håndværk samt beboelseshuse. Tilsvarende bebyggelsesspor ses også spredt øst herfor, hvorimod de arkæologiske levn fra perioden syd for åen blot findes på et næs ud mod overgangsstedet og et fladt stykke nord herfor.

Der er ikke fundet sikre spor af en kongsgård fra vikingetidens Odense. Men opførelsen af ringborgen på Nonnebakken vidner om kongens tilstedeværelse, og man mener, at kongen anvendte borgen som sit opholdssted, når han var i området. På det flade areal mellem Nonnebakken og åen er der fundet et udstrakt kulturlag indeholdende ildskørnede sten. Laget er endnu udateret, men det kan være del af et rituelt område fra vikingetiden. En mulighed er, at det er kultstedet Odins Vi, som siden gav navn til Odense.

Omkring år 900 havde aktiviteterne efterhånden antaget et sådant omfang, så man kan tale om en bydannelse med specialiseret håndværk og heraf afledt handel, som strakte sig i et ca. 450 m langt bælte langs nordsiden af åen. Fra perioden ses bebyggelsesspor ved Mageløs/Klaregade, Vestergade 70‑74, Klingenberg, Skomagerstræde/Overgade 1‑3, Skt. Knuds Plads, I. Vilhelm Werners Plads samt i byens periferi, hvor Møntergården ligger i dag.

Odense nævnes første gang i et brev fra d. 18. marts 988, hvor byen omtales som bispesæde. Det er dog usikkert, om der reelt lå en kirke i byen på dette tidspunkt, men dokumentet viser i hvert fald, at Odense senest fra dette tidspunkt er en større by.

I kong Magnus den Godes regeringstid 1042‑47 blev der slået mønt i Odense, hvilket understreger, at byen fungerede som administrativt center. Odenses historie i middelalderen Omkring 1072 omtaler den tyske historiker Adam af Bremen Odense som en stor by. Den først kendte begivenhed i byen var mordet på kong Knud den Hellige i Sankt Albani Kirke d. 10. juli 1086. Efter kongens begravelse i kirken meldtes der om undere ved hans grav, og hans bror kong Erik Ejegod udvirkede, at Knud blev helgenkåret i år 1100. Kort forinden havde Erik fået oprettet et benediktinerkloster, det senere Sankt Knuds Kloster, der i de følgende århundreder havde nær forbindelse til kongemagten.

Odenses centrale placering i forhold til trafikken på Fyn havde fortsat stor betydning i middelalderen. Det østvest- gående hovedstrøg, senere kaldet Overgade og Vestergade, udviklede sig til byens hoved- og handelsgade i løbet af 1000- og 1100-tallet. Andre dele af gadenettet, heriblandt Stålstræde og Flakhaven, blev også etableret i denne periode. Gadebelægningen, der hovedsagelig bestod af småsten lagt på den sandede råjord, blev udlagt samtidig med opførelsen af en ny domkirke i tiden omkring år 1100.

Byens kirkelige institutioner havde en meget central rolle i 1000- og 1100-tallets byudvikling, hvor især Sankt Knuds helgenkåring ser ud til at have haft afgørende betydning for byens vækst. I 1100-tallet blev trækirken Sankt Albani Kirke, der også fungerede som sognekirke, erstattet af en stenkirke. Andre sognekirker som Vor Frue i den østlige del af byen og Sankt Mikaels Kirke (nu Sankt Hans Kirke) i den nordlige del blev også opført på denne tid. Sidstnævnte lå uden for byen, og muligvis blev den først opført i 1200-tallet.

Byens vækst omkring år 1100 betød bl.a., at dens udstrækning voksede. Samtidig blev tyngdepunktet forskudt mod øst fra overgangen over åen ved Klaregade til området omkring den vestlige del af Overgade. I den tidlige middelalder var byen afgrænset af de naturlige vandløb Byens Bæk mod nord og Odense Å mod syd, og senere kilder omtaler også bybefæstningen og byportene fra nutidens Klaregade i vest til Pjentedamsgade i øst. Den nordvestlige del af bybefæstningens voldgrav er fundet nord for Vestergade, mens den østlige del af bybefæstningen fulgte forløbet af Byens Bæk, som det ses på Braunius’ prospekt fra 1593.

Bebyggelsesstrukturen i 1000- og 1100-tallet er primært undersøgt i den østlige del af byen. I et område syd for Overgade ses store gårdtofter med spredt bebyggelse, affaldsgruber og brønde. Husene var langhuse med jordgravede stolper. I løbet af 1100-tallet blev dette bebyggelsesmønster suppleret af en træbygget boderække langs sydsiden af Overgade på overgangen mellem gårdtofterne og gaden. Boderne var både salgs- og håndværksboder med kam- og læderproduktion samt bronzestøbning.

Fra arkæologiske udgravninger ved Overgade 1 kendes byens ældste verdslige teglhus, dateret til begyndelsen af 1200-tallet. Huset var formentlig i to etager og lå tilbagetrukket på grunden med en lavere randbebyggelse ud mod gaden. I 1200-tallet tiltrak byen tre tiggerordener, et spedalskhedshospital og en Sankt Jørgensgård, der kom til at ligge øst for byen. Væksten betød også, at byens areal blev udvidet mod vest og nord.

De mange religiøse institutioner tiltrak både pilgrimme og håndværkere, og byen blev tidligt et handelsmæssigt centrum. Byens købmænd skilte sig ud og blev snart kongemagtens lokale repræsentanter som borgmestre og rådmænd. Det er usikkert, hvornår Odense blev købstad, men i 1335 fik byen en bekræftelse af sine ældre rettigheder. Med Valdemar Atterdags overtagelse af Næsbyhoved Slot i 1348 styrker kongemagten sin tilstedeværelse ved Odense.

Bebyggelsesstrukturen forandrede sig markant i anden halvdel af 1300-tallet. I byens centrale del blev bebyggelsen nu placeret på smalle matrikler med tegl- eller bindingsværkshuse langs gaden og tætbebyggede baggårde. Ofte var der adgang til husenes høje kældre fra gaden, hvorfra der også var salg af forskellige varer. Dette bebyggelsesmønster svarer til forholdene i Nordeuropas store handelsbyer, heriblandt Lübeck. Et købmandshus med høj, overhvælvet kælder, opført ca. 1420, lå i Overgade 3 indtil 1970 og er i dag bevaret som ruin. Udgravninger har vist, at baggårdene på denne tid rummede brønde, stalde, latriner, bryggers og andre økonomibygninger. I byens periferi var baggårdene mere åbne, og der var bedre plads til kålgårde og abildgårde. Bispegården (nu Odense Adelige Jomfrukloster) i øst kendes også fra 1400-tallet, men udgravninger har dog vist, at den er ældre. Byens rådhus er nævnt i 1437 og lå i hvert fald fra 1480 ved Vestergade-Flakhaven. Odenses gadenavne kendes fra 1400-tallet. Således omtales byens torve: Fisketorvet, Skjolden og Flakhaven i 1496, men alle er formentlig ældre.

Flere steder i middelalderbyen, bl.a. på Albani Torv, ved Sankt Hans Kirke og ved Sankt Jørgensgården, er der fundet skatte. Disse består primært af mønter, og de ældste nedlægninger dateres til tiden ca. år 1200 og den yngste til ca. 1420‑40.

Under Grevens Fejde 1534‑36 blev Odense udplyndret, og den gamle kongeborg, Næsbyhoved Slot, ødelagt. Efter Reformationen blev det kirkelige islæt i byen mindre, men mange kirkelige besiddelser blev overført til det nye Gråbrødre Hospital, der fra 1539 indrettedes til pleje af syge og gamle. Johanniterklosteret blev under navnet Odensegård gjort til sæde for den kongelige lensmand og efter enevældens indførelse 1660/61 for stiftamtmanden.

Den kongelige tilstedeværelse i byen resulterede de første 100 år efter Reformationen i øget velstand, særligt for storkøbmænd, der handlede med oplandet og samtidig eksporterede levende kvæg, ikke mindst til Nordtyskland og Nederlandene. Flere købmænd nød godt af handel med kongemagten, fx Oluf Bager, og Odense tiltrak samtidig adelige fra omegnen. Både købmænd og adelige opførte nye renæssancegårde i bindingsværk, bl.a. Eiler Rønnows Gård og Møntergården (i dag bymuseum). Under Flakhavens sydlige del ligger resterne af landets første apotek uden for København.

Det blev i 1549 oprettet i Odense Stifts gamle kancellibygning fra 1518, og i 1575 blev der føjet en laboratoriebygning til apoteket. Ved Hedvigslund i Skibhuskvarteret er udgravet en oprindelig toetagers 14,6 m lang teglbygning og en køkkenfløj i bindingsværk. Huset tolkes som det kongelige lysthus gengivet på Braunius’ prospekt af Odense fra 1593. Lysthuset forsvandt i 1600-tallet formentlig efter svenskekrigene. Fra udgravninger i Gravene kendes byens offentlige badstue, og ikke langt derfra, ved Fisketorvet, lå byens Helligåndshospital. I 1586 fik Odense rindende vand, som blev ledt i trævandrør fra Roersdam til tre offentlige vandposte på Flakhaven, Fisketorvet og Skjolden.

Pesten ramte Odense hårdt flere gange, fx i 1584 og igen i 1602. Svenskekrigene og de dermed forbundne skatter førte fra midten af 1600-tallet til en længerevarende nedgangsperiode, og den svenske besættelse 1658‑59 med tilhørende plyndringer gjorde ondt værre. Da freden kom, var fattigdommen udbredt og gælden enorm. Overdødeligheden havde været stor, mange flygtede fra byen, og i 1661 stod en femtedel af dens boliger tomme. Indbyggertallet skønnes i 1630’erne at have været lidt over 4.000 og i 1672 knap 4.000, men Odense var alligevel en af landets største byer. I 1787 boede der 5.363 i byen, men frem til år 1800 var den præget af stagnation.

Allerede Frederik 2. havde ombygget Odensegård, så han kunne bruge den ved sine ophold i Odense. Fra 1680’erne skiftede betegnelsen gradvis til Odense Slot, og stedet kom til bedre at leve op til det nye navn, da Frederik 4. fra 1720 bl.a. fik tilføjet en ny hovedfløj og dermed en egentlig kongebolig, der i 1800-tallet også anvendtes af de to kronprinser, der en tid fungerede som guvernører over Fyn. De blev senere konger under navnene Christian 8. og Frederik 7.

Et tugt- og manufakturhus for Fyn i Klaregade fra 1752 skulle modvirke det massive problem med omløbende tiggere. Gentagne reformer af fattigvæsenet gav enkelte, men ikke afgørende forbedringer.

I 1772 fik byen sin første levedygtige avis, Fyens Stiftstidende, der i 1780 fik lokal konkurrence, og efter flere forsøg blev Odense Teater i 1796 en fast institution med Nordens første provinsteaterbygning på Sortebrødre Torv. Den kulturelle vækkelse fortsatte med oprettelsen af de første biblioteker, fx Fyens Stifts Læseforening fra 1838, og borgerskabets foreningsliv blomstrede langsomt op, bl.a. med Odense Klub (1780).

1801‑50 voksede indbyggertallet fra 5.782 til 11.122. Folk boede næsten udelukkende nord for åen, men snart sprængte byen sine gamle rammer. Odenses handel havde i århundreder lidt under vanskelige besejlingsforhold i Odense Fjord, hvor skibene kun kunne lastes og losses flere kilometer fra byen. I 1500- og 1600-tallet foregik en stor del af Odenses søværts handel derfor over Kerteminde og Munkebo, men der kom dog langsomt gang i ind- og udførsel via fjorden trods de mange vanskeligheder, det indebar. Fra 1790’erne gravedes efter forslag fra stiftamtmand Friedrich Buchwald en kanal til byen, som i 1804 omsider fik en egentlig havn. Infrastrukturen blev forbedret med flere nye, snorlige landeveje til byen, rettet mod domkirkens tårn.

Håndværkere dominerede længe byens erhvervsliv, i 1700-tallet var der eksempelvis et utal af handskemagere, men M.P. Allerups jernstøberi indvarslede fra 1830’erne industrialiseringen. Allerup støbte Nordens første vejbro, Frederiksbroen, til en af byens udfaldsveje i 1844. På en klædefabrik kom den første dampmaskine i 1839, og Fyens Disconto Kasse, oprettet i 1846, forbedrede afgørende mulighederne for erhvervskredit.

Fra 1840’erne sprængte Odense hurtigt sine middelalderlige rammer. Fjernelsen af byportene ved konsumtionsafgiftens ophævelse i 1851 understregede væksten, og i 1853 fik Odense som den første by i Danmark både vand- og gasværk. Et privat elværk åbnede i 1891, men blev i 1908 erstattet af et kommunalt, ligeledes i centrum. Med Albanibroens anlæggelse i 1858 kom der for alvor bymæssig bebyggelse syd for åen. Jernbanen tværs over Fyn med station i Odense blev indviet i 1865, og fra Svendborgbanens åbning i 1876 blev Odense i løbet af få årtier centrum i et net af fynske baner, hvilket medvirkede til at styrke byens handelsmæssige stilling. Odense Havn blev overtaget fra staten i 1858 og udbygget i flere omgange, bl.a. i 1886 og igen i 1904. I 1886 kom der fast rutebåd med DFDS til Newcastle, et tegn på, at havnen også kom til at spille en rolle som eksporthavn i landbrugets omstilling til animalsk produktion.

Industrialiseringen gjorde snart Odense til landets største industriby efter København med særlig fremgang i 1870’erne og 1890’erne; Albani Bryggeri var dog blevet grundlagt allerede i 1859. Byen blev snart præget af store virksomheder, bl.a. inden for jern- og metalområdet som Thomas B. Thriges Fabrikker fra 1894, tekstilindustrien samt nærings- og nydelsesmiddelfremstillingen, fx Sukkerkogeriet. Industrialiseringen skete ikke mindst nord og vest for bymidten. Hermed fulgte også en tydelig opdeling, så arbejdere og borgerskab snart boede i særskilte arbejder- og villakvarterer.

Indbyggertallet voksede særlig stærkt i årene 1880‑1900, og efter indlemmelsen af Sankt Knuds Landdistrikt med Hunderup og Bolbro i 1901 nåede Odense op på 40.138 indbyggere – hermed var der bl.a. skabt rum til det fremvoksende villakvarter ud mod Hunderup, og Odense bibeholdt præget af lav bebyggelse stærkere end Aarhus og Aalborg. De følgende år gik det knap så hurtigt, og indbyggertallet lå i 1916 på 55.566 efter mindre indlemmelser ved havn og jernbane. Bysamfundets største arbejderkvarter, Skibhuskvarteret, voksede samtidig stærkt.

Borgerrepræsentationen blev i 1869 til et byråd, men da valgret primært var for velstående mænd, var der længe sikkert borgerligt flertal. Partierne voksede lokalt frem i 1880’erne, og efter oprettelsen af de første fagforeninger kom der en fællesorganisation for arbejdere i 1885. Socialdemokraterne opstillede til byrådet fra 1897, men blev først repræsenteret i 1903.

Trods udvikling af det kommunale skolevæsen gik mange børn i privatskoler, ikke mindst fordi der her var bedre adgang til eksaminer. Den grundtvigske bevægelse fik fodfæste fra 1860’erne, bl.a. med Dalum Højskole i Hjallese i 1862 og en friskole året efter; Indre Mission fulgte lidt senere. Borgerskabets forening i Fruens Bøge havde sin storhedstid med søndagsballer før år 1900. Odense Gymnastikforening oprettedes i 1880, og snart blev byen hjemsted for fodboldklubber som OB, B1909 og B1913.

Byens grønne præg blev bl.a. udviklet ved købet af Fruens Bøgeskovene i 1875 og nye parker som Ansgar Anlæg og Munke Mose, ligesom Kongens Have åbnedes for offentligheden efter kommunens køb af Odense Slot i 1907.

I 1940 var indbyggertallet vokset til 97.415. Sankt Hans Landsogn blev i 1932 imod byrådsflertallets ønske en del af Odense. Det havde da 11.426 indbyggere og var den hurtigst voksende del af byområdet. I 1936 indlemmedes det mere sparsomt bebyggede Vor Frue Landsogn. Byrådsflertallet skiftede fra konservative til socialdemokrater i 1937, senere end i mange andre købstæder, men fra 1962 har intet parti haft flertal alene.

Indtil 1960 fandt væksten primært sted i bymidten, fra 1. Verdenskrig med almennyttigt boligbyggeri og med nye villakvarterer som fx Munkebjergkvarteret. Udflytningen til forstæderne tog til efter 1960, for her kunne drømmen om eget parcel- eller rækkehus realiseres til overkommelige priser.

Begrænset fremkommelighed for biler – især på tværs af jernbanen, der skilte byen i en nordlig og en sydlig del – fik i 1952 byrådet til at vedtage det store, senere omstridte gadegennembrud, Thomas B. Thriges Gade (gennemført i 1960’erne), der gennemskar den gamle bymidte. Samtidig kom i 1958 ringvejen syd om byen, så hovedvejstrafikken ikke længere skulle gennem centrum. Havn og kanal blev fortsat udbygget, bl.a. for at sikre muligheden for at bygge større skibe på Odense Staalskibsværft, oprettet i 1918. I 1959 flyttede en del af skibsbyggeriet dog til Lindø i den nuværende Kerteminde Kommune, men først i 1980 ophørte værftsaktiviteterne ved kanalen helt.

52 % af Odenses indbyggere levede i 1940 af industri og håndværk, og ikke mindst store virksomheder inden for jern og metal prægede også efter 2. Verdenskrig erhvervslivet; det gjaldt bl.a. Thomas B. Thriges Fabrikker, Odense Staalskibsværft og Haustrups emballagefabrik.

I mellemkrigstiden byggedes nye skoler uden for bymidten, fx Munkebjergskolen og Korsløkkeskolen. Byvækst og babyboom fulgtes i 1950’erne af skolerne i Rising, Kragsbjerg, Ejby og Højstrup. Uddannelsesinstitutioner som Odense Tekniske Skole, teknikum og seminariet flyttede snart helt eller delvis ud fra bymidten.

Efter mange tilløb blev et stadion anlagt i Bolbro i 1941, og både i og omkring bymidten byggedes ikke mindst i 1960’erne adskillige idrætshaller. Nye kvarterer fik også nye kirker, fx Fredens Kirke (1920) og Munkebjerg Kirke (1961).

Odense fik i 1924 centralbibliotek, og turistmæssigt blev Odinstårnet på Bolbro Bakke fra 1935 meget populært, indtil det blev udsat for schalburgtage og sprængt i 1944. Museumsvæsenet udbyggedes bl.a. med Den Fynske Landsby fra 1946. Samme år oprettedes Odense Byorkester. Fyens Forum, bygget i 1936 ved Sortebrødre Torv til udstillinger, møder mv., fik snart også status som koncertsted.

Udviklingen i Odenseområdet foregik i 1960’erne stort set i alle retninger og til en vis grad planløst. Forsøg på samlet planlægning hæmmedes af, at den fremtidige kommunestruktur var uklar, men Odense Kommune besluttede sig for at udvikle et regionalt center mod sydøst, hvor det nye universitet (1966) også skulle placeres. Princippet om »ét bysamfund – én kommune« blev gennemført i Odenseområdet, da 19 omegnssogne i 1970 blev en del af Odense.

Åbningen af Rosengårdcentret fra 1971 i det nye centerområde mod sydøst understregede Odenses position som Fyns hovedstad. Men indbyggertallet steg kun langsomt og svagest i 1970’erne. Det nåede i 2007 op på 158.453. Oliekrise og massearbejdsløshed ramte den gamle industriby, og mange store og små virksomheder måtte lukke.

En stadig større del af befolkningen stod uden for arbejdsmarkedet, ikke mindst ældre, og fra 1980’erne og frem kom der desuden flere flygtninge og indvandrere. Byen blev i tiltagende grad præget af at være centrum for serviceerhverv (handel og transport, uddannelse, administration samt social- og sundhedsvæsen), og Odense Universitetshospital blev byens største enkeltarbejdsplads.

Thomas B. Thriges Gade blev stærkt kritiseret, og der kom i stedet fokus på bevarende byfornyelse og indgreb mod biltrafikken i mange kvarterer. Genanvendelse af gamle industribygninger som Brandts Klædefabrik, delvis til kulturcenter, fra omkring 1980 bekræftede en øget satsning på kultur og fritidsliv for både elite og bredde. Fyens Forum blev erstattet af et nyt koncerthus i 1982 med tilknyttet kongreshotel og suppleret med nye udstillingshaller ved Ørbækvej, tæt ved motorvejen; disse åbnede syd for byen i 1985. Da TV 2 gik i æteren i 1988 (samtidig med byens 1.000- års jubilæum), var det med hovedsæde i et totalrenoveret Kvægtorvet, og da virksomheden Thrige-Titans opløsning fuldbyrdedes omkring år 2000, blev den såkaldte Thrigefirkant hurtigt genbrugt som hjemsted for private virksomheder og offentlig administration.

Udflytningen fra centrum fortsatte længe, nybyggeriet ligeledes, fx i Vollsmose, Sanderum, Dyrup, Bellinge, Holluf Pile og Tornbjerg. En af konsekvenserne heraf var lukning af flere byskoler og opførelse af nye i forstæderne. Gang- og cykelstinettet blev løbende udbygget. Et nyt banegårdscenter åbnede i 1995, og da var en ny havneterminal ved Lindø allerede taget i brug. Det indvarslede store ændringer ved den gamle havn.

Læs mere om Odense

Læs også om

• Odenses arkitektur
• Odenses parker og anlæg

Læs videre om

• Bellinges historie
• Sankt Klemens' historie
• Fraugdes historie

Se alle artikler om Byhistorie