Selv om store dele af Rudersdal Kommune er dækket af større bebyggelser som Birkerød, Holte, Søllerød, Nærum og Trørød samt store skove som Rude Skov, Geelskov og Jægersborg Hegn, er istidslandskabet så kuperet, at det træder tydeligt frem. Mellem Sjælsø og Furesø i den vestlige del af kommunen er landskabet småbakket og ligger 40‑50 m over havet. Den centrale del af kommunen er derimod storbakket og kulminerer i Rude Skov i det 91,2 m høje Maglebjerg, som er Nordøstsjællands højeste punkt. Det småbakkede til jævnt bakkede landskab i den østlige del af kommunen er furet af dalene Kikhanerenden og Mølleådalen. Fra hhv. Furesø og Lyngby Sø strækker de to dale sig helt ud til Øresundskysten. Ud mod Øresund kantes bakkelandet af to forskellige kystlandskaber: en højtliggende klint fra Yoldiahavet (Ishavet) og en lavereliggende klint fra Littorinahavet (Stenalderhavet). Den lavere klint kantes af en smal bræmme af marint forland, der er dannet siden Littorinahavets tid.
Rudersdal Kommunes landskaber
Geologisk tidslinje for Rudersdal Kommune.
Landskabets dannelse
De ældste landskabselementer i Rudersdal Kommune blev dannet i slutningen af sidste istid. Da stod isen ved Gribskovbuerne, som er et bakkedrag, der strækker sig sydpå fra Gribskov til sydøst for Sjælsø. Bakkedraget er en randmoræne, der blev dannet for 20.000 år siden, da Nordøstisen med fornyet kraft skød frem fra en østlig retning efter at være smeltet tilbage fra Hovedstilstandslinjen i Jylland. Isen skubbede foranliggende jordmasser sammen til de randmoræner, som i dag udgør kernen i de store bakker i og omkring Rude Skov.
Hvor jordlagene under isen ikke kunne bortlede alt smeltevandet som grundvand, løb overskudsvandet ud mod isens rand og gravede furer i isens underlag, så der opstod tunneldale. Tunneldalene Kikhanerenden og Mølleådalen blev dannet på samme tid som Gribskovbuerne. Dalene, som har en ujævn bund med lavere bassiner og højere, mellemliggende tærskler, huser en stor mangfoldighed af søer, moser og enge. Forløbet af tunneldalene samt beliggenheden af Furesø og Vaserne er styret af en flere kilometer bred dal, som skærer sig 20‑40 m ned i undergrundens danienkalk. Fra Roskilde Fjord mellem Jyllinge og Maglemose Å strækker dalen sig mod øst og nordøst ind under Søndersø og Furesø og videre til Øresundskysten mellem Taarbæk og Vedbæk. Den er opstået i en forkastningszone, hvor kalken er blevet så knust, at det har været let for Nordøstisen at udgrave dalen.
De efterfølgende Ungbaltiske Isstrømme, som for 19.000 år siden begyndte at rykke ind over Sjælland fra sydøst, formåede ikke at udviske Nordøstisens landskab, men lagde i stedet et tæppe af morænemateriale hen over randmorænebakkerne og de dødisfyldte tunneldale. Da De Ungbaltiske Isstrømme for 16.000 år siden slap deres tag i Nordsjælland, efterlod de store områder med dødis, der var dækket af jord. I det kolde klima kunne den begravede dødis ligge i flere tusinde år. Under den efterfølgende temperaturstigning smeltede den gradvis bort og efterlod et småbakket dødislandskab hen over de ældre randmoræner og tilgrænsende områder i den vestlige og østlige del af kommunen.
Havstigning og landhævning
Efter at være presset ned af de tunge ismasser begyndte landet at hæve sig, og mens isen stadig dækkede det sydøstlige Danmark, udspillede der sig et kapløb mellem havstigning og landhævning. Efterhånden som de store isskjolde i Skandinavien og Nordamerika smeltede, kunne landhævningen dog ikke holde trit med havstigningen, og for 18.000 år siden trængte Yoldiahavet ind i Kattegat og videre ind i Øresund foran den vigende is. På den tid var Nordsjælland endnu dækket af store mængder dødis, som flere steder dannede bolværk ud mod Yoldiahavet. Andre steder skar bølgerne klinter i det nøgne moræneland. I denne del af Danmark lå Yoldiahavets havniveau ca. 30 m højere end i dag, og den høje skrænt, som i dag afslutter Høje Sandbjergplateauet 2 km fra Øresundskysten, udgør Yoldiahavets gamle kystklint. Den hurtige landhævning efter istiden førte for 10.000 år siden til Yoldiahavets endeligt. Således opstod den såkaldte fastlandstid, da Sjælland blev landfast med England og Skåne.
Da resterne af istidens store isskjolde for 9.000‑6.000 år siden smeltede bort, steg havet igen. Littorinahavet skyllede hen over de lavereliggende dele af fastlandstidens landskab og trængte op i Mølleådalen, som blev til en smal fjord, der strakte sig ind til Raadvad. Nord for Vedbæk Havn skyllede havet ind i lavningen og dannede Vedbæk Fjord. Efterfølgende blev fjorden afsnøret fra Øresund, og i dag ligger Maglemose på den gamle fjordbund.
Mod slutningen af Littorinahavets tid havde Danmark været isfrit i 10.000 år, men jordskorpen hævede sig stadig. Havet begyndte at trække sig tilbage, og de kystnære dele af Littorinahavets bund blev til tørt land, et såkaldt marint forland. Selv om landet i Rudersdal Kommune har hævet sig 4 m siden Littorinahavets tid, optræder marint forland kun i de tidligere fjordarme og stedvis som en smal bræmme langs Øresundskysten. I Vedbæk løber Vedbæk Strandvej på marint forland og krydser mundingen af den tidligere Vedbæk Fjord. Skodsborg Strandvej i Skodsborg er anlagt på en smal stribe marint forland langs foden af Littorinahavets gamle kystklint.
Videre læsning
Læs mere om natur og landskab i Rudersdal Kommune
Læs også om
- Rudersdal Kommunes geologi
- Rudersdal Kommunes klima
- Kulturlandskabet i Rudersdal Kommune
- Skove i Rudersdal Kommune
- Det åbne land i Rudersdal Kommune
- Ferske vande i Rudersdal Kommune
- Kyster i Rudersdal Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Rudersdal Kommune
Se alle artikler om Landskaber
