Landskabet set fra Himmelbjerget af . Begrænset anvendelse

Skanderborg Kommunes landskaber

Geologisk tidslinje for Skanderborg Kommune.

.
Gyldenbrune tagrør kanter Iglsø i Pilbrodalen sydvest for Vitved. Den 4‑5 km lange dal blev formentlig dannet af smeltevand inde under isen under Det Ungbaltiske Isfremstød. Dalbunden veksler mellem lavninger og højereliggende tærskler, hvilket får Pilbrodalen til at minde om en klassisk tunneldal. Pilbrodalen afviger dog fra den generelle opfattelse af en tunneldal, idet den løber parallelt med Den Østjyske Isrand. Var den en typisk tunneldal, burde den ligge vinkelret på isranden, da smeltevandsstrømmene inde under isen løber parallelt med isens bevægelsesretning.
.
Kort over de overfladenære jordarter i Skanderborg Kommune. Størstedelen af kommunen dækkes af moræne- og smeltevandsaflejringer, som blev afsat af is og smeltevand under sidste istid. I de store ådale ligger ferskvandsaflejringer fra tiden efter sidste istid samt extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer fra sidste istid, der ikke har været overskredet af isen. Syd for Mossø findes desuden prækvartære aflejringer i form af ler fra Miocæn.
.
Mosset og skovbundens anemoner formår ikke at skjule de mange store sten, der ligger spredt ud over Stjær Stenskov. Stenene stammer fra Skåne og Østersøens bund og blev ført til det nordøstlige hjørne af Skanderborg Kommune af Den Ungbaltiske Is, som aflejrede dem her, da den stod med sin rand ved Den Østjyske Israndslinje.
.

Landskabet i Skanderborg Kommune blev overvejende formet af is og smeltevand under sidste istid. Mens størstedelen af kommunen udgør den østlige del af Det Midtjyske Søhøjland, er området omkring Herskind og Galten i nord en del af de vidtstrakte bølget-bakkede morænesletter, som kendetegner Østjylland. Det Midtjyske Søhøjland er et varieret landskab, som strækker sig sydpå fra Silkeborgegnen til Tørring i Hedensted Kommune. Mellem Hovedstilstandslinjen i vest og Den Østjyske Israndslinje i øst gennemskæres det af dybt nedskårne dale med et utal af aflange søer, hvilket gør Det Midtjyske Søhøjland til et af de mest storslåede istidslandskaber i Danmark. Blandt de største dale er den brede dal, der rummer Skanderborg Sø, Mossø og Salten Langsø, og som sammen med andre markante dale ender ved Hovedstilstandslinjen nær Vrads Sande og Sepstrup Sande i Silkeborg Kommune. Nord for Skanderborg løber Illerup Ådal, der mod vest slutter sig til Mossø-Salten Langsø-dalen og mod øst hænger sammen med dalstrøget med Stilling og Solbjerg Søer og Pilbrodalen, der kan følges fra sydenden af Solbjerg Sø til sydsiden af Stilling Sø. Få kilometer længere mod nord ligger desuden et stort dalstrøg med Ravnsø, Knudsø, Birksø og Julsø. Denne dal ender ved Hovedstilstandslinjen ved den genskabte Bølling Sø. En af de største dale ligger i den vestlige del af kommunen. Den gennemstrømmes af Danmarks længste å, Gudenå, der forbinder mange af søerne i Det Midtjyske Søhøjland.

De dybe, overvejende øst-vest-orienterede dale har ofte stejle, 30‑100 m høje dalsider, der gennemfures af skarpe kløfter, som flere steder har skåret sig langt ind i det tilgrænsende moræneland. Kløfterne ligger ofte så tæt, at kanten af moræneplateauet danner et erosionsbakkeland af talrige falske bakker. Blandt de bedst kendte eksempler er Himmelbjerget syd for Julsø samt den sydlige dalside ved Ravnsø og Knudå.

Landskabet mellem dalene består af jævne, bakkede moræneplateauer, hvor store områder ligger mere end 90‑100 m.o.h. På grænsen til Horsens Kommune kulminerer det i Ejer Bjerge med en række af Danmarks højeste punkter som Yding Skovhøj og Ejer Bavnehøj samt Møllehøj, der med 170,86 m.o.h. er Danmarks højeste punkt. Omkring Herskind og Galten i nord er de jævne bakker orienteret nordøst-sydvest. Andre steder som syd for Stjær og øst for Skanderborg og Tebstrup er landskabet småbakket med talrige lavninger og småsøer.

Landskabets dannelse

Nogle af hovedtrækkene i kommunens landskab blev sandsynligvis allerede grundlagt, inden de store istider satte ind. Således førte spændinger, som formentlig opstod i den stive jordskorpe for 15 millioner år siden, til dannelsen af dybe sprækker og langstrakte forsænkninger i dybgrundens overflade. Disse sænkninger, som lå parallelt med nutidens dale, fungerede i Miocæn som transportkanaler for floder, der ledte vand fra det skandinaviske højland ud til datidens Nordsø. Under istiderne eroderede gletsjere og smeltevandsfloder i resterne af de gamle floddale, så de skar sig 50‑100 m ned i aflejringer fra Miocæn og Pliocæn. Efterfølgende aflejrede is og smeltevand tykke lag af sedimenter i dalbundene. Uanset om dalene blev skabt af bevægelser i jordskorpen eller opstod før istiderne som floddale, der siden blev eroderet af is og smeltevand, kaldes de tunneldale eller sødale, dvs. dale, hvis bunde veksler mellem sø- og mosefyldte bassiner og højereliggende tærskler.

Inden Nordøstisen nåede frem til Hovedstilstandslinjen for 23.000-20.000 år siden, dannede fletværket af smeltevandløb foran den fremrykkende is en vidtstrakt slette, hvis tykke lag af sand og grus i dag kan genfindes i talrige østjyske grusgrave. Flere steder omslutter Nordøstisens smeltevandsslette højtliggende partier af ældre istidslandskaber fra næstsidste istid, Saale, heriblandt Ejer Bjerge. På sin vej frem til Hovedstilstandslinjen overskred Nordøstisen både sin egen smeltevandsslette og bakkepartierne og afsatte en sandet og gruset moræne.

Da Nordøstisen stod ved Hovedstilstandslinjen vest for Silkeborg, havde smeltevandet, der strømmede ud fra gletsjerporte i isens rand, frit løb mod vest. De mange strømløb aflejrede og fordelte sand og grus ud over de lavereliggende dele af forrige istids landskab og skabte derved det vestjyske slette- og bakkeølandskab. I takt med Nordøstisens tilbagesmeltning fra Hovedstilstandslinjen kom morænelandet og dalene til syne. I de mange dale og rundtomkring i morænelandet blev der foran den vigende is efterladt store mængder dødis. Samtidig blev der åbnet nye veje for smeltevandet, som nu løb i nordlig retning mod Limfjorden. Smeltevandsstrømmene fulgte eksisterende lavninger i det isfri landskab og udformede efterhånden en bred, fladbundet dal. Desuden benyttede smeltevandet de eksisterende tunneldale, hvis bunde blev udfyldt med sand og grus, hvilket udviskede mange af de oprindelige tunneldalstræk. På den måde opstod ikke blot Gudenådalen med løbsretning vinkelret på Mossø-Salten Langsø-dalen, men også de andre store østjyske tunneldale. Da Den Ungbaltiske Is stod med sin rand ved Den Østjyske Israndslinje, fungerede Gudenådalen fortsat som dræningsvej for smeltevandet, som nu løb til Randers Fjord.

I Gudenådalen kommer smeltevandsstrømmenes skiftende forløb til udtryk i sand- og grusterrassernes forskellige højder. Når smeltevandet fandt en kortere vej ud til havet, eller når spærrende isblokke smeltede, eroderede vandstrømmen sig ned i sine egne aflejringer og dannede en ny dalbund på et dybere niveau. Rester af de tidligere dalbunde ligger flere steder tilbage som terrasser langs dalsiderne eller som fladtoppede »øer« ude i dalen. Denne type smeltevandsdale kaldes også terrassedale eller »dal-i-dal«-dale. Gudenådalens udvikling har gennemgået tre forskellige stadier: Faldborgstadiet, hvor smeltevandet fulgte Faldborgdalen, som i dag udgør det fladbundede dalstrøg forbi Rødkærsbro i Viborg Kommune; Skalsåstadiet, hvor smeltevandet fandt afløb til Hjarbæk Fjord gennem Nørreådalen og Skalsådalen, samt Randers Fjord-stadiet. De to første stadier knytter sig til den vigende Nordøstis, mens Randers Fjord-stadiet er fra tiden, hvor smeltevandsfloder fra Den Ungbaltiske Is løb mod vest og nord og udmundede i istidens Gudenådal. I Gudenådalen ved bl.a. Hejnæs og Emborg Vestermark omkring Gudensø har smeltevandet efterladt brede terrasser og terrasseøer i 30‑40 m.o.h. Mange steder dækkede smeltevandets sand- og grusmasser Nordøstisens efterladte dødis. Da dødisen efterfølgende smeltede, sank lagene sammen, så der opstod dødishuller af forskellig størrelse. I dag rummer de største dødishuller Salten Langsø, Mossø, Gudensø, Birksø og Julsø.

Den Østjyske Israndslinje bugter sig gennem Skanderborg Kommune, fra Skovby i nord og videre sydpå over Veng, Mesing og Fruering, forbi Hylke og syd om Ejer. Øst for linjen, mellem Låsby Stationsby og Herskind i nord, blev smeltevand stemmet op mellem isen i syd og det jævne landskab i nord. Det skabte en lang, smal issø med afløb mod vest gennem morænelandet til Gudenådalen ved Resenbro i Silkeborg Kommune.

Stenbestrøning i Stjær Stenskov

I bunden af Stjær Stenskov ligger talrige meterstore blokke og mindre sten så tæt, at man ligefrem kan tale om en stenbestrøning. Tidligere var stenbestrøninger almindelige i det danske landskab, men i dag er Stjær Stenskov et af de få steder, hvor fænomenet er bevaret. Ofte er stenene dækket af mos, plantevækst og nedfaldne blade, men visse steder er de ganske synlige, fx hvor vandløb har eroderet dem frem.

De mange sten blev aflejret af isen nær Den Østjyske Israndslinje under sidste istid, Weichsel. Stenbestrøninger er især knyttet til randmoræner, hvor isen i en periode er rykket frem og tilbage over et relativt begrænset område. Denne vekslen mellem fremstød og afsmeltning har betydet, at isens medslæbte materiale er blevet sorteret og aflejret af smeltevandet, som fossede ud fra isens rand. Det tungeste og mest grovkornede materiale blev aflejret tættest på isen, mens det finere og lettere materiale blev ført længere væk.

Tidligere var markerne, som omgiver den forholdsvis lille skov, også fyldt med sten. Af hensyn til opdyrkningen er de dog løbende blevet fjernet af bønderne, ligesom de er blevet anvendt i egnens mange stendiger og bygninger. På engen nord for skoven kan man stadig se større sten og blokke.

For at bevare og beskytte stenbestrøningen blev Stjær Stenskov fredet i 1962. Siden da er skoven desuden blevet udpeget som geologisk interesseområde.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Skanderborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber