1850-1920 i Sønderborg Kommune | lex.dk

Administrativ inddeling

Ved periodens begyndelse var området fordelt på Sønderborg og Nordborg Amter, Det fyrstelige Augustenborgske Distrikt og Andet Angler Godsdistrikt. I 1853 blev godsdistrikterne ophævet, og godsområderne indlemmet i amterne. Det meste kom til Sønderborg Amt, området omkring Gråsten til Aabenraa Amt. Med nederlaget i 1864 blev hele området afstået, og i 1867 blev områderne i Nordborg og Sønderborg Amter lagt i Kreis Sonderburg, og området omkring Gråsten i Kreis Apenrade. Området fordelte sig på ca. 75 Gemeinden, to Flecken, Augustenborg og Nordborg, og en Stadt, Sønderborg, foruden tre Gutsbezirke og det sønderborgske Forstgutsbezirk, der var pletvis spredt over den østligste del af kommunen. I 1875 blev Stadt Sonderburg udvidet betydeligt mod både øst, nord og syd på de tre Gemeinden hhv. Sundsmark, Ulkebøls og Dybbøls bekostning.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Efter indlemmelsen i Preussen faldt befolkningstallet, men ikke så kraftigt som i de andre sønderjyske kommuner. Årsagen var dels et relativt stort kontingent af militærpersoner i Sønderborg, dels den store teglværksindustri, samt at den socialt betingede udvandring i 1870’erne og 1880’erne var mindre end på de mere magre jorder vestpå. I 1871 var der omkring 36.500 indbyggere i det område, der nu udgør kommunen; i 1885 var dette tal kun faldet med omkring 500 personer. Herefter steg det til omkring 40.500 indbyggere i 1919.

Sønderborg var klart den største by med knap 5.500 indbyggere i 1871, heraf 850 militærpersoner. Næststørste by var Nordborg med små 1.400 indbyggere, og dernæst kom Broager, Gråsten og Augustenborg, hver med ca. 1.000 indbyggere. I 1919 var disse stadig blandt områdets største byer, som dog også var kommet til at tælle Sottrup og Egernsund, der begge var vokset til ca. 1.000 indbyggere. Sønderborg havde på dette tidspunkt godt 7.500 indbyggere, hvorimod Augustenborg var faldet til 750.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

Frem til midten af 1800-tallet var Als forbundet med resten af Jylland med færgefart. Det var derfor en stor forbedring for Sønderborg, da der i 1856 blev anlagt en pontonbro over Als Sund. Der var en livlig skibstrafik langs kysterne og med Sønderborg som naturligt midtpunkt; fra 1874 også med dampskibsforbindelse til Flensborg og Aabenraa. Fra Mommark var der færgeforbindelse til Ærø, som dog ophørte efter 1864.

Vejnettet var derimod dårligt. Ganske vist var hovedvejen Sønderborg-Gråsten-Flensborg blevet udbygget i årene 1856‑57, men der var ingen direkte forbindelse til Aabenraa, ligesom der på Als kun var hovedvej op til Bro øst for Augustenborg. Som kompensation for de dårlige veje anlagde man i 1898 en smalsporet jernbane, en såkaldt Kleinbahn, fra Sønderborg op til Nordborg med et sving ud forbi Asserballe, Elstrup, Guderup, Svenstrup og Havnbjerg samt en linje ned til Skovby over Vollerup, Tandslet og Lysabild med en stiklinje over til Mommark.

Først i 1901 blev Sønderborg tilknyttet hovedjernbanenettet med Sønderborgbanen, der over Tørsbøl gik videre mod Tinglev og Padborg.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Igennem hele perioden boede størstedelen af befolkningen i landdistrikterne, hvor der var mange landsbyer. Intensiveringen af landbruget i anden halvdel af 1800-tallet kombineret med faldende kornpriser tilskyndede bønderne i området til at gå nye veje med øget vægt på malkekvæg og ikke mindst svin.

I de kystnære områder var fiskeri et betydeligt erhverv, både som supplerende indtægt for husmænd, mindre landbrugere, indsiddere og landarbejdere og som egentligt erhvervsfiskeri. Langs kysten var der flere fiskerlejer, fx på Kegnæs og ved Høruphav, Egernsund, Dalsgård, Sottrupskov og Sønderborg.

Langs med Flensborg Fjord, ved Nybøl Nor og på Broager Land havde der fra gammel tid været mange mindre bondeteglværker, hvor brændingen foregik i lukkede kammerovne. Omkring 1880 blev industrien professionaliseret med ringovne, der kunne brænde kontinuerligt. Omkring århundredskiftet var der 35 teglværker langs med fjorden med tilsammen knap 800 ansatte. Størst var Rennberger Ziegelei A.G. med omkring 100 ansatte, derefter fulgte Kaptajn Chr. Petersens teglværk ved Egernsund med ca. 50 ansatte.

I anden halvdel af 1800-tallet blev der etableret mange jernstøberier og maskinfabrikker i området til servicering af både teglværksindustrien og landbruget. Bedst kendt er Emil Gades Maskinfabrik og Stein & Meyland, som begge åbnede i Sønderborg i 1860, men også på Als og Sundeved etableredes industrier som fx Staugaards Maskinværksted i Dybbøl fra 1850. Mindre maskinfabrikker fandtes også i Mjels på Nordals, Smøl på Broager Land samt i Vollerup og Ulkebøl.

Sønderborg havde frem til slutningen af 1800-tallet en betydelig handelsflåde af sejlskibe, der foruden sejlads på Østersøen også sejlede på langfart. Men som i bl.a. Aabenraa magtede rederne ikke omstillingen til de dampdrevne jernskibe, og efterhånden svandt den sønderborgske handelsflåde ind. Dog var der gennem hele perioden en livlig sejlads fra Sønderborg og Egernsund med teglsten fra teglværkerne langs med Flensborg Fjord og sydpå til de preussiske byer.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

1. verdenskrig

To af den preussiske hærs regimenter var ved udbruddet af 1. Verdenskrig hjemmehørende i Nordslesvig, og det var derfor i første omgang ved disse regimenter, at de nordslesvigske soldater kom til at gøre tjeneste. Füsilierregiment Königin 3. bataljon havde garnison på Sønderborg Slot, og i løbet af få dage var soldaterne klar til afrejse mod fronten i først Belgien og siden Frankrig. Inden afmarch d. 6. august 1914 holdt provst Otto Friedrich Valentiner en gudstjeneste, hvor han omtalte krigen som »den hellige krig« og bad Gud velsigne soldaternes våben. Soldater fra Nordslesvig kom igennem krigen til at gøre tjeneste på alle fronter, dog primært som infanterister på Vestfronten. I alt døde 1.524 soldater født i Sønderborg Kommune.

Politik

Som i det øvrige Sønderjylland var det store politiske spørgsmål det nationale, og særligt her, hvor danskheden stod stærkt. Ved valget til Det Nordtyske Forbunds grundlovgivende rigsdag i 1867 vandt den dansksindede kandidat, proprietær Nicolai Ahlmann fra Verteminde på Als, overvældende i Sønderborg-Flensborg Kreds med 9.927 stemmer mod de to øvrige kandidaters 9.610 stemmer tilsammen. Ved folkeafstemningen i 1920 var det kun i sognene Sønderborg, Gråsten, Rinkenæs, Augustenborg og Nordborg, at der var stor tysk tilslutning. I alt blev der afgivet hhv. 16.414 stemmer for Danmark og 3.529 for Tyskland.

Mere om politik i kommunen

Social- og sundhedsforhold

I Sønderborg fandtes et privat fattigsygehus med plads til 20 patienter, der havde til huse i en bygning ejet af stiftelsen Sankt Jørgens Hospital. I 1881 købte byen hospitalet, men dets funktion som fattigsygehus fortsatte. I 1894 blev der indviet et nyt og mere moderne kredssygehus på Kongevej i Sønderborg.

Mere om social- og sundhedsforhold i kommunen

Skole og uddannelse

I 1862 oprettedes en realskole i Sønderborg, og i 1865 en privat tysk realskole, der i 1879 blev overtaget af den preussiske stat og i 1882 blev kongeligt realgymnasium. I 1878 blev der på Augustenborg Slot oprettet et lærerindeseminarium til undervisning i de mindste klasser. Seminariet blev nedlagt i 1919.

Til undervisning inden for handel og håndværk blev der i 1877 oprettet en Fortbildungsschule i Sønderborg, som fra 1888 blev obligatorisk for alle håndværkslærlinge under 18 år. På samme tid blev der i de større byer som fx Augustenborg, Nordborg, Gråsten og Broager oprettet lignende skoler.

Mere om skole og uddannelse i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Sønderborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1850-1920