Udsigt over kommunens højeste punkt, Skamlingsbanken
Udsigt over kommunens højeste punkt, Skamlingsbanken. Af . Begrænset anvendelse

Kolding Kommunes landskaber

Kort over de overfladenære jordarter i Kolding Kommune. Store dele af kommunen er dækket af moræneaflejringer fra sidste istid, Weichsel. Mod vest findes områder med extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer, der ikke blev overskredet af isen under sidste istid. På tværs af kommunen løber Kolding Ådal, der blev udgravet af smeltevand under sidste istid. I dag er dalen dækket af smeltevands- og ferskvandsaflejringer.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Hovedstilstandslinjen, som markerer grænsen for Nordøstisens udbredelse under sidste istid, strækker sig fra nord til syd nogle få kilometer vest for kommunegrænsen. Det betyder, at hele Kolding Kommunes landskab blev dækket af is under sidste istid og derfor fremstår som det jævnt bølgede moræneland, der er så karakteristisk for landskabet i det østlige Jylland. Lokalt hæver bakkepartier sig op over det jævne landskab. Det gælder fx strøget af bakker, som strækker sig fra Bjerndrup og nordover forbi Ødis- Bramdrup og Gelballe til egnen øst for Jordrup. De største højder på strækningen udgøres af Højbjerg på 97 m, Ulveryg på 91 m, Kobjerg på 89 m og to højdepunkter ved Uhreskov på hhv. 93 og 98 m. Ud mod Mosvig sydøst for Kolding stiger det jævne morænelandskab stejlt i bakkepartiet Skamlingsbanken til kommunens højeste punkt 113 m.o.h.

Det jævne landskab er furet af dybe dale, hvoraf det største dalsystem udgøres af den 23 km lange Koldingdal, som strækker sig fra Snævringen i Lillebælt og vestpå til Lunderskov og Vamdrup. Koldingdalen, der består af den 10 km lange Kolding Fjorddal og dennes forlængelse vestpå i Kolding Ådal, deler kommunen i en nordlig og en sydlig del. Omkring Vamdrup udmunder den i en lille hedeslette, som gennemstrømmes af Kongeå med tilløb fra Nagbøl Å og Søgård Sø. En anden dal, som bl.a. rummer Donssøerne, fører nordpå fra Kolding og op forbi Egtved i Vejle Kommune. Fra Gudsø Vig i Kolding Fjord fører Elbo Dal mod nordøst til Vejle Fjord, og østligst i kommunen slynger en smal dal sig fra Sønder Stenderup forbi Sønder Bjert til Kolding Fjord. Flere steder har vandløb eroderet dybe kløfter i de 30‑40 m høje, stejle dalsider og skåret sig dybt ind i det tilgrænsende moræneplateau. Det kløft- og dalfurede landskab kan ses ud mod Kolding Fjord og Kolding Ådal, men er mest imponerende omkring Eltang nordøst for Kolding.

Kysten med dybe indskæringer som Kolding Fjord, Gudsø Vig og Mosvig er betinget af istidslandskabets bakker og dale. Ud for Hejls, Grønninghoved og Nørreskov samt langs sydog nordsiden af Kolding Fjord er der klinter, mens marint forland bl.a. ses i Gudsø Vig, ved Stenderup Hage og ved Hejlsminde, hvor den tidligere fjord er afsnøret fra havet af en tange. Langs Stenderuphalvøens sydkyst hælder morænelandet jævnt ned mod havet.

Landskabets dannelse

For 22.000 år siden stod Nordøstisen ved Hovedstilstandslinjen, og ved Sommersted, Jels og øst for Vejen og Bække strømmede smeltevandet vestpå fra isens rand og ud i det isfri landskab. I et fletværk af strømløb blev det medslæbte sand og grus fordelt og aflejret ud over de lavestliggende dele af det morænelandskab, som var blevet skabt under den forrige istid, Saale. Smeltevandet fulgte snævringerne mellem de vestjyske bakkeøer, Holsted Bakkeø, Rødding Bakkeø og Gram Bakkeø, og fortsatte ud til datidens Nordsølavning. Undervejs skabte smeltevandet de fladbundede dale, der i dag gennemstrømmes af Kongeå og Gram Å. De lange, dybe dale, der ligger i forlængelse af Kolding Fjord og Elbo Dal tolkes til at være tunneldale, der er udgravet af smeltevandsfloder, som løb inde under isen, inden vandet strømmede ud mellem bakkeøerne. Da Elbo Dals retning følger Nordøstisens bevægelse ind over Østjylland, menes dalen at være skabt under dette isfremstød. Derimod har Kongeå Dal også virket som dræningskanal foran både den vigende Nordøstis og den efterfølgende Ungbaltiske Is.

Hovedstilstandslinjen er ikke markeret af egentlige randmorænebakker, men afsløres i stedet af den østlige afgrænsning af hedesletteaflejringer, som blev afsat foran isen. Under et genfremstød formede Nordøstisen et strøg af små randbakker et par kilometer bag Hovedstilstandslinjen tæt på kommunegrænsen. Andre steder vidner tilstedeværelsen af småbakkede landskaber om, at der i dele af Nordøstisens randområde er blevet efterladt stilleliggende dødis. Dødisen var dækket af jord, og i det kolde klima kunne den ligge begravet i flere tusinde år. Under den efterfølgende temperaturstigning smeltede dødisen gradvis bort og efterlod et småbakket dødislandskab med afløbsløse lavninger, som det ses i egnen mellem Vamdrup og Sommersted.

For ca. 19.000 år siden bevægede Den Ungbaltiske Is sig ind over Nordøstisens landskab fra en østlig og sydøstlig retning. Isen stod ved Den Østjyske Israndslinje, der er markeret af bakkestrøget, som strækker sig fra Bjerndrup og nordover til egnen øst for Jordrup, og fra dens rand løb smeltevandet ud og skabte den lille hedeslette ved Vamdrup. Det materiale, som isen slæbte med, blev aflejret inde under isen som kompakt moræneler. Da isen gradvis smeltede tilbage mod øst og sydøst, kom et bundmorænelandskab til syne. Det var formet inde under isen og kan bl.a. ses som det jævnt bølgede moræneland syd for Kolding og omkring Christiansfeld. Inden Den Ungbaltiske Is slap sit tag i området, havde den et genfremstød, der skabte Skamlingsbanken.

Efter sidste istid begyndte havet at stige, og i Atlantisk tid trængte Littorinahavet (Stenalderhavet) frem og oversvømmede de dale, som i dag rummer Kolding Fjord og Hejls Nor. Siden har brændingsbølgernes erosion skabt kystklinterne og det marine forland, som kendetegner mange af kommunens kyster.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Kolding Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber