Politik og planer i Randers Kommune

Ved Strukturreformen endte Randers som et klassisk eksempel på en storbykommune, der opslugte omegnskommunerne, men det var egentlig slet ikke omegnskommunernes plan fra begyndelsen. Randers var med 62.524 indbyggere en af landets største kommuner og lå langt over regeringens målsætninger for kommunestørrelse, som var omkring 30.000. Ingen af de fem kommuner – Nørhald, Purhus, Langå, Hadsten og Sønderhald – som grænsede op til Randers Kommune, var umiddelbart interesseret i en sammenlægning med »storebror« Randers, som bød alle nabokommunerne velkomne i en fusion. Da forhandlingerne begyndte i løbet af 2004, kiggede oplandskommunerne først i andre retninger, men alle undtagen Hadsten Kommune endte alligevel i den nye Randers Kommune.

Nørhald, Purhus og Mariager Kommuner havde allerede siden 2003 arbejdet hen imod fælles sammenlægning, men da forliget på Christiansborg om Strukturreformen i juni 2004 indebar krav om forholdsvis store kommuner, måtte den løsning opgives. Nørhald og Purhus begyndte herefter at vende sig imod Randers Kommune.

Mariager Kommune, som ikke grænsede op til den gamle Randers Kommune, overvejede at gå med i en fjordkommune med Hobro, Arden og Hadsund Kommuner. Da byrådet pludselig skiftede kurs og stemte for en sammenlægning med Randers Kommune, førte det til borgerprotester. En folkeafstemning gav flertal for Mariagerfjord Kommune, men endnu en folkeafstemning i Havndal-området førte til, at området blev udskilt fra Mariager Kommune og kom med i den nye Randers Kommune sammen med Nørhald og Purhus Kommuner.

Sønderhald Kommune endte også med at blive splittet. Først var en løsning med Rougsø, Rosenholm, Midtdjurs, Rønde og Hadsten Kommuner på tale, men da det ikke var muligt, var der i næste runde flertal for blot at lave en sammenlægning med Rougsø Kommune. En underskriftindsamling udløste imidlertid, at kommunalbestyrelsen gik med til en folkeafstemning, som i kommunens vestlige ende (Assentoft) gav stor tilslutning til sammenlægning med Randers Kommune og i den østlige ende (Auning) gav lige så stor opbakning til sammenlægning med Rougsø Kommune. Da Rougsø i mellemtiden var gået med i Norddjurs Kommune, kom der yderligere en folkeafstemning i Sønderhald Kommunes østlige ende, som betød, at Auning-området blev en del af Norddjurs Kommune.

Langå Kommune endte ligeledes med at blive delt. Byrådet ønskede i foråret 2004 en sammenlægning med de såkaldte 3H-kommuner – Hinnerup, Hadsten og Hammel – men i efteråret var stemningen vendt, og med én stemmes flertal vedtog byrådet sammenlægning med Randers Kommune. Mens sammenlægning var under forberedelse i foråret 2005, betød tilføjelsen af det fjerde H, Hvorslev Kommune, at der med inddragelse af Indenrigsministeriets opmand, Thorkild Simonsen, kom en folkeafstemning i Langå Kommunes sydlige del. Den gav flertal for tilslutning til 4H-kommunen eller Favrskov Kommune, som navnet blev. Den nye Randers Kommune fik altså kun den nordlige del og herunder hovedbyen Langå.

Den nye Randers Kommune var altså igennem en mildest talt kompliceret fødsel, hvor det eneste konstante nærmest var den gamle Randers Kommunes ønske om sammenlægning med naboerne. Beslutningerne involverede en lang række lokale folkeafstemninger – flest i hele landet – og endte altså ikke blot med sammenlægning, men også med opdeling af tre af de seks kommuner, som indgik i fusionen. Den nye kommune blev med 92.984 indbyggere landets syvendestørste kommune i 2007.

Den komplicerede sammenlægning er en del af forklaringen på de politiske konflikter, som har præget Randers Kommune siden 2007. Det politiske landskab efter Strukturreformen ligger langt fra det, som byen Randers historisk var kendt som: en socialdemokratisk højborg.

Sammenblandingen og udviskningen af højborge er vigtig for forståelsen af kommunalpolitikken siden Strukturreformen i 2007.

I den gamle Randers Kommune brød den socialdemokratiske dominans sammen allerede i 2001, hvor et lokalt jordskredsvalg vendte op og ned på kommunalpolitikken. Baggrunden var en skandale om uretmæssig fyring af mange kommunalt ansatte, som belastede kommunens topledelse, herunder den socialdemokratiske borgmester Keld Hüttel, som ved valget i 2001 fik vælgernes dom: en tilbagegang fra 12 til 7 mandater ud af byrådets 25 pladser. Valget gjorde den 25-årige Michael Aastrup Jensen til Venstres første borgmester nogensinde i Randers og landets hidtil yngste borgmester. Da han i 2004 valgte at satse på en landspolitisk karriere, var kommunalvalget i 2005 derfor helt åbent.

Socialdemokratiet genvandt i 2005 noget af sin styrke med 12 mandater af de 31 og godt 36 % af stemmerne, mod 26 % ved katastrofevalget i 2001. Partiet var dog ikke tilbage til de absolutte flertal i perioden fra 1970’erne til 1990’erne eller til de 44‑49 % af vælgerne fra 1990’erne. Venstre fik næsten 33 % af stemmerne og ligeledes 12 mandater: Venstre og Socialdemokratiet var altså blevet jævnbyrdige modstandere i den nye Randers Kommune, og det var i både 2005, 2009, 2013 og 2017 de øvrige partier, som var tungen på vægtskålen i placeringen af borgmesterkæden.

*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/VALGK3 SAMT KMDVALG.DK

En politiker spillede her en særlig rolle: Bjarne Overmark, som blev indvalgt første gang i 1993 for Beboerlisten. Han var hovedmanden bag afdækningen af fyringsskandalen i slutningen af 1990’erne og dermed også hovedmanden bag det lokale jordskredsvalg i 2001. Beboerlisten støttede i 2005 og 2009 en socialdemokratisk borgmester, men trak støtten i 2013 og var med til at genindsætte Venstre i borgmesterstolen. Før valget i 2005 var der ved LO’s mellemkomst lavet et såkaldt fælles minimumsvalgprogram for LO, Socialdemokratiet, SF og Beboerlisten. Med støtte fra dem og Det Radikale Venstre blev Henning Jensen Nyhuus (S) den første borgmester i den nye Randers Kommune.

Denne udramatiske konstituering står i kontrast til konstitueringen i 2009, hvor der umiddelbart så ud til at være opbakning til en fortsat socialdemokratisk borgmester, men i løbet af valgaftenen blev der indgået en aftale om en SF-borgmester støttet af de borgerlige. Senere på natten sprang den ene af SF’s to byrådsmedlemmer imidlertid fra aftalen og sikrede en fortsat borgmesterpost til Henning Jensen Nyhuus.

I 2013 stod det igen 15‑15 mellem blokkene og med Radikale Venstres ene mandat som afgørende. Der var et flertal, som støttede en socialdemokratisk borgmester, men kun under forudsætning af, at det ikke blev den siddende borgmester, men derimod nr. 2 på Socialdemokratiets kandidatliste, Torben Hansen. Da Socialdemokratiet afviste dette kongemord, endte borgmesterposten hos Venstres spidskandidat, Claus Omann Jensen.

Kommunalvalget i 2017 gav tilbagegang for hovedmodstanderne i konflikterne gennem valgperioden: Venstre og Beboerlisten. Størst fremgang fik Socialdemokratiet, der med 13 mandater igen blev det største parti. Det førte til en bred konstituering med Torben Hansen (S) som borgmester.

Budgetforligene siden 2007 er ligeligt fordelt mellem brede og snævre forlig, men magtskiftene, de svære konstitueringer og fyringsskandalen i 1990’erne har i perioder været med til at gøre samarbejdet i kommunalbestyrelsen konfliktfyldt. Også embedsværket har været involveret i konflikterne, og flere kommunale topchefer er blevet fyret eller har søgt væk på grund af det dårlige samarbejdsklima i byrådet, som er velkendt i hele det kommunale Danmark.

Hele tre lokallister kom i byrådet ved valget i november 2021. To af dem, Velfærdslisten og Beboerlisten, havde været med i en del år. Den nye liste, Østbroen, fik valgt to ind og allerede inden det nye byråd var samlet, havde listen tre mandater takket være en partihopper fra Det Konservative Folkeparti. Østbroen er som en del lokallister opstået i modstand mod en bestemt sag. Den omstridte bro bliver også kaldt Klimabroen, og skal aflaste den 60 år gamle Randersbro, som er stærkt trafikeret. Den nye bro skal samtidig beskytte byen mod fremtidige oversvømmelser. Broen, som kommer til at koste omkring en halv milliard, vil samtidig påvirke et boligområde, som vil få en del trafik. Det fik Erik Bo Andersen, forretningsmand og tidligere professionel fodboldspiller til at stifte listen. Han bor selv i det område, der bliver berørt, og har tidligere været valgt ind i byrådet for Venstre i 2005.

Ingen af de tre borgerlister indgik i konstitueringen efter 2021-valget, der igen gav Torben Hansen (S) borgmesterposten. Socialdemokratiet blev med 12 mandater ud af de 31 stadig det største parti, mens Venstre, der i en periode havde borgmesterposten, endte på seks mandater. Konstitueringen, der bekræftede Torben Hansen som borgmester, blev indgået med 24 ud af 31 stemmer.

*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/FVKOM

Strukturreformen i 2007 var en omfattende harmoniseringsøvelse, hvor udgiftsniveauerne i de seks gamle kommuner skulle nivelleres til et og samme niveau på alle udgiftsområder: børn, ældre, skoler, kultur osv. Reformen og den anstrengte økonomi var også medvirkende til en gentænkning af institutionsstrukturen på skole-, biblioteks- og andre områder. Skoleområdet udløste en omfattende diskussion 2014‑15, som efter 351 høringssvar endte med lukning af fem af kommunens 24 skoler. Beslutningen blev taget af Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Debatten om skolestruktur bidrog til en ny kulmination i det dårlige samarbejde i byrådet, med klager til Statsforvaltningen, som godkendte procedurerne, hvorefter Social- og Indenrigsministeriet af egen drift gik ind i sagen og kritiserede, at forvaltningen ikke stillede flertal og mindretal lige i forhold til det analysemateriale, som forvaltningen stillede til rådighed. Tæt forbundet med dette forløb vedtog byrådet en ændring i styrelsesvedtægten og udvalgsstrukturen, som betød, at Det Konservative Folkeparti, Beboerlisten og Velfærdslisten mistede deres formandsposter i udvalgene, hvilket af de tre partier blev set som en straffeaktion for deres modstand mod skolelukningerne. En klage til Statsforvaltningen gav imidlertid ikke klagerne medhold, men forløbet afspejlede, at samarbejdsklimaet igen i 2015 havde nået et lavpunkt.

En ændret erhvervsstruktur og lukningen af store industrivirksomheder som togfabrikken Bombardier (tidligere Scandia) og Dronningborg Maskinfabrik medvirkede til en svækkelse af både Socialdemokratiet og kommunens økonomi. Tabet af arbejdspladser var relativt større i Randers Kommune end i både Danmark og Region Midtjylland. Økonomisk vækst og styrkelse af erhvervslivet var et af hovedargumenterne for storkommunen Randers, men strukturudviklingen har gjort det svært at indfri løfterne.

*Økonomi- og Indenrigsministeriet – Noegletal.dk

Krisen og den erhvervsmæssige omstilling har været med til at give kommunen en anstrengt økonomi, som dog ikke har ført til hverken stigende skat, grundskyld eller dækningsafgift siden Strukturreformen. Kommuneskat og grundskyld har siden 2008 ligget uændret (bl.a. på grund af skiftende regeringers skattestop for kommunerne samlet). Den anstrengte økonomi blev primært løst med omprioriteringer og færre kommunalt ansatte.

En af de største planer for fremtiden er projektet »Byen til vandet«, som skal udnytte Randers’ placering ved Gudenåen. »Byen til vandet« samtænker byudvikling, klimatilpasning, trafik og infrastruktur og inkluderer bl.a. en supplerende broforbindelse til den meget belastede Randersbro, etablering af et havnebad, skabelsen af nye bolig- og erhvervskvarterer på og omkring havnen m.m.

En af de mere spektakulære planer er ideerne om at udvide kommunens ubetinget største turistattraktion, Randers Regnskov, til en størrelse på cirka ti gange den nuværende. Planen om den såkaldte Planet Randers og World Dome vil forøge det årlige antal besøgende til to-tre gange det nuværende antal på 260.000, kræve en investering på mere end 1,5 mia. kr. og gøre det til en af Danmarks absolut største turistattraktioner. Planen er kritiseret for manglende realisme. Den kritik kom dog også mod de første ideer om Randers Regnskov i 1980’erne.

De grundlæggende udfordringer for Randers Kommune handler imidlertid om meget andet end det voksende antal ældre, den manglende udnyttelse af Gudenåen og havnen og den mulige udvidelse af Randers Regnskov. Det er selve byens placering, der på mange måder er den centrale udfordring. Randers er opstået omkring Gudenåens udløb, hvilket historisk var udgangspunkt for byens vækst som handels- og senere industriby med bl.a. en aktiv og velfungerende havn. Senere har placeringen været medvirkende til først gode jernbane- og senere motorvejsforbindelser. Placeringen i det såkaldte Østjyske Bybånd, fra Randers til Haderslev, og tæt ved centeret i bybåndet – Aarhus Kommune – har været med til at fastholde Randers Kommune i en positiv befolknings- og erhvervsudvikling.

På den anden side er placeringen på kanten af bybåndet næppe optimal sammenlignet med Skanderborg, Horsens og Vejle Kommuner, som ligger mere centralt. Placeringen meget tæt på Aarhus svækker formentlig også dele af erhvervsudviklingen, da konkurrencen fra Aarhus er hård, især fordi de videregående uddannelser er koncentreret her, hvilket trækker både unge studerende og virksomheder væk fra Randers. Det samme gør Aalborg fra nord, og Randers er på den måde fanget mellem to storbyer, som sætter begrænsninger på både befolknings- og erhvervsmæssig vækst.

På samme måde som Randers under sammenlægningsforhandlingerne i 2004 af oplandskommunerne blev set som en lidt for stærk storebror, ligger Randers på mange måder under for den stærke storebror i Aarhus. Placeringen er både en stor fordel og en uløselig udfordring. Randers vil sandsynligvis aldrig kunne matche Aarhus, som har langt bedre udvikling i befolkning og arbejdspladser, båret af bl.a. videregående uddannelser, hovedkvarterer for en række større virksomheder og storbyens kulturtilbud. Randers Kommune kan så glæde sig over de afledte effekter, som naboens vækst kan give, eksempelvis også når et overophedet boligmarked gør det svært for nogle borgere at få råd til at bo i Aarhus. En hovedopgave for Randers Kommune er derfor at være attraktiv for borgere og virksomheder, da mange andre kommuner omkring Aarhus også prøver at opfange de afledte positive effekter fra den store by.

Randers Kommune er omgivet af vand fra fjorde og vandløb. Fremtidens hyppigere oversvømmelser og ekstreme regnvejrshændelser er således en del af risikobilledet. Et udsat område ligger omkring Randers Havn og Randersbro, hvor både oversvømmelser fra fjorden og fra nedbør er en risiko. Byens kraft-varme-værk ligger på havnen.

Randers’ gamle bymidte er fælleskloakeret, og her kan skybrud medføre oversvømmelser med spildevandsforurenet regnvand. Væsentlige infrastrukturanlæg som motorvejsbroen, jernbanedæmningen og Randersbro kan også rammes af oversvømmelser fra fjorden og Gudenåen. Endelig er flere mindre byer udsatte på grund af deres placering ud til fjorden eller vandløb. Udbyhøj Vasehuse og Uggelhuse ligger begge ud til Randers Fjord, mens byer som Langå, Spentrup og Øster Tørslev trues af oversvømmelser fra vandløb. Endelig er der også i det åbne land byer, hvor oversvømmelser fra rene nedbørshændelser kan være en trussel.

Blandt de løsninger, der arbejdes med, er omlægninger i kloaksystemet og håndtering af vandet ved nedsivning, fordampning, nye vådområder, kontraklapper ved vandløbsudløb og midlertidig opmagasinering. Stormflodssikringen indgår i projektet »Byen til vandet«.

Hele kystområdet langs Randers Fjord er med udgangspunkt i EU’s oversvømmelsesdirektiv udpeget som ét af ti risikoområder i Danmark, hvor der findes en potentiel risiko for større oversvømmelser. På baggrund af direktivet har Randers Kommune udarbejdet en risikostyringsplan i samarbejde med Norddjurs Kommune.

• Randers Kommunes klima

Læs mere om samfund og erhverv i Randers Kommune

Læs videre om

• Politik og religion 1850-1920
• Politik og religion 1920-1970
• Politik og uddannelse 1970-2007

Læs også om

• Randers Kommunes befolkning og boliger
• Erhverv og arbejdsmarked i Randers Kommune
• Uddannelse, sundhed og omsorg i Randers Kommune

Se alle artikler om Politik og planer

• www.randers.dk