Udsigt over den østlige del af Utterslev Mose. Af . Begrænset anvendelse

Københavns Kommunes landskaber

Da Sjælland i Fastlandstiden var landfast med Skåne, fandtes Øresund ikke, og Københavnsområdet var et stort fjord- og flodlandskab. På kortet ses fjordarmen Flinterenden, der løber sydpå fra Kattegat øst om den højtliggende kalkflade, der i dag udgør Saltholm. I vest ses desuden en række lavninger med mindre vandløb, hvoraf flere havde udløb i den store flod, som løb ned gennem den nuværende sejlrende, Drogden.
.
Kort over de overfladenære jordarter i Københavns Kommune. Det meste af kommunen dækkes af moræneaflejringer fra sidste istid. Langs kysterne kan man desuden finde aflejringer fra Littorinahavet. Når aflejringerne i dag ligger på land, er det, fordi landet har hævet sig efter at have været presset ned af istidens enorme ismasser. En undtagelse er de store havaflejringer på den vestlige del af Amager, som skyldes, at området blev inddæmmet og tørlagt i 1940’erne.
.
Kortet over de tidligere kystlinjer viser, hvor store ændringer hovedstadens kyst har gennemgået. Siden Littorinahavets tid har landet i Københavnsområdet eksempelvis hævet sig 3-4 m, hvilket har medført, at den gamle havbund i dag er tørt land. I tiden efter middelalderen er kysterne og hele byområder desuden blevet bygget ud på nyt land, som er skabt af opfyldning med materiale fra bl.a. anlægsarbejder i hovedstaden. Det betyder, at alle Københavns kyster i dag er menneskeskabte.
.

Artikelstart

Landskabet i Københavns Kommune blev hovedsagelig dannet af is og smeltevand i slutningen af sidste istid og er en del af den sammenhængende moræneslette Heden, der ligger mellem København, Roskilde og Køge. Da det meste af kommunen er bebygget, er det dog ikke meget, man ser af landskabet, som i høj grad også er blevet formet af menneskelig aktivitet. Store dele af det indre København er bygget ud i Øresund oven på fyld af især byggeaffald, og i forbindelse med byens forsvar er der anlagt volde og voldgrave.

Da isen slap sit tag i området, efterlod den et antal jævne bakker. De omfatter bl.a. de to beskedne bakker, der senere skulle blive til Amager og København-bakken. I dag ligger de klemt inde mellem Refshaledybet og lavningen med Københavns Indre Søer, hvor de udgør cityområdet med Vor Frue Kirke. Nordvest herfor ligger en tilsvarende bakke, der afgrænses af Åboulevard, Bispeengen og lavningen med den nu forsvundne Lersø, som har lagt navn til Lersøparken og Lersø Parkallé. En smule længere mod vest ligger endnu et bakkeparti, som i dag dækkes af Emdrup, Utterslev, Brønshøj, Husum og Vanløse. Det afgrænses af Utterslev Mose mod nordvest og af Harrestrup Å mod vest og kulminerer i yderligere et bakkeparti, Bellahøj, der huser kommunens højeste punkt 41,7 m.o.h. Dertil kommer Valby Bakke, der sammen med Frederiksberg Bakke i Frederiksberg Kommune danner et svagt buet bakkeparti, som rager 20 m op over det omgivende terræn. Fra dette bakkeparti, der strækker sig fra Solbjerg Parkkirkegård i nordvest til Vestre Kirkegård i sydøst, falder terrænet ned mod lavningerne med Harrestrup Å, Grøndalsparken, Bispeengen, Sankt Jørgens Sø og Kalveboderne. I modsætning til det jævne, kuplede bakkeland, som præger det meste af området, finder man et småbakket landskab omkring lavningen med Utterslev Mose.

Ud mod Svanemøllebugten og løbet mellem Kalveboderne og Københavns Havn afgrænses istidslandskabet af en bræmme af havskabt land, såkaldt marint forland, der ydermere kantes af et bredt bælte af fyld. Derudover indgår store dele af Kalveboderne og de tidligere holme Koklapperne og Svenskeholm i den inddæmmede Kalvebod Fælled, hvor store arealer i dag ligger 1‑3 m under havniveau.

Landskabets dannelse

Nordøstisen, Den Østjyske Is og Bælthavisen

Både Valby Bakke, Frederiksberg Bakke og bakkepartiet Bellahøj er formentlig randmoræner, der blev skabt af Nordøstisen for ca. 20.000 år siden. På det tidspunkt dækkede isen de østlige dele af Nordsjælland efter at være smeltet tilbage fra Hovedstilstandslinjen i Jylland.

For hhv. 19.000 og 18.000 år siden gled Den Østjyske Is og Bælthavisen op gennem Østersølavningen og Køge Bugt. De to gletsjere høvlede toppen af Nordøstisens bakkepartier og lagde et få meter tykt tæppe af kompakt moræneler hen over bakkerne og det omkringliggende landskab. Isens bevægelser fremgår tydeligt af de mange kampesten med skurestriber, som blev fundet under moræneleret i forbindelse med gennemgravningen af Valby Bakke.

Bælthavisen slap sit tag i denne del af Nordsjælland for 17.000 år siden, og da isen smeltede bort, dukkede det landskab op, som var dannet inde under isen. Det er dette istidslandskab, som i dag danner fundamentet for storbyen. Fordi den bagvedliggende is pressede på, opstod der brud ude nær isranden, mens isen stadig var i bevægelse. Jordmasser fra underlaget blev trukket op til isens overflade langs de mange brudflader, og efterhånden blev jorddækket så tykt, at det hæmmede smeltningen af den underliggende is. Da Bælthavisen smeltede, efterlod den derfor begravet, stilleliggende dødis i området nord for bakkepartiet Bellahøj. I takt med at den begravede dødis smeltede, kom jorddækket gentagne gange i skred. Skreddene skabte det særprægede småbakkede landskab, som i dag kendetegner egnen omkring Utterslev Mose.

Kalk og forskydninger

I stort set hele kommunen hviler istidslagene oven på en ca. 100 m tyk undergrund af København Kalk, som blev aflejret i Danien for ca. 63 mio. år siden. Da kalkstenen flere steder ligger tæt på overfladen, er den tidligere blevet brudt og udnyttet, fx ved Kongens Enghave. Isens bevægelser har slidt kalkoverfladen ned til en jævn flade, der ligger nogle få meter under havniveau. Da istidsaflejringerne de fleste steder kun er få meter tykke, har kommunens landskab i store træk taget form efter den afslebne kalkoverflade.

Der er sket flere jordskorpeforskydninger i Københavns undergrund. Den mest kendte er Carlsbergforkastningen, men der er også fundet spor efter en smal, dyb dal, der løber gennem undergrundens kalk fra Amagers vestkyst, forbi Rådhuspladsen og Jarmers Plads og videre i retning af Vibenshus Runddel. Selv om dalstrøget ikke kan erkendes på jordoverfladen, har det haft stor betydning, da det var herfra, København tidligere indvandt sit drikkevand.

Fastlandstiden

I Fastlandstiden for 10.000 år siden var Danmark landfast med Skåne. Fra Kattegat strakte en fjordarm sig ned gennem Øresundlavningen omtrent til det sted, hvor København ligger i dag. En flod løb sydfra op gennem sejlrenden Drogden mellem Saltholm og Amager og fossede som et vandfald ud over den højtliggende, jævne kalkryg, der nu udgør Saltholm og det omliggende fladvand. En anden flod løb op gennem Refshaledybet (den nuværende Københavns Havn) fra sydvest og løb sammen med Drogden-floden.

Mod vest lå der flere lavninger, heriblandt Grøndalen og den lavning, som rummer Københavns Indre Søer. I dag ligger mange af byområdets parker i lavningerne. Det gælder bl.a. Vigerslevparken, Grøndalsparken og Lersøparken. Tidligere løb Harrestrup Å gennem det åbne, lavtliggende område på grænsen mellem Vanløse og Rødovre Kommune, men er siden lagt i kanal langs Damhusengens østside og Damhus Søs vestside. Mellem lavningerne rejser sig de buede bakkepartier af istidsaflejringer, som i dag danner Københavns fundament.

Havstigning og landhævning

I Atlantisk tid smeltede resterne af de store isskjolde i Skandinavien og Nordamerika, og for 9.000-6.000 år siden skyllede Littorinahavet (Stenalderhavet) ind over de lavtliggende dele af istidslandskabet. Køge Bugt og Øresund opstod, og store dele af det danske område blev forvandlet til et ørige. Amager adskiltes fra Sjælland og blev til en ø, som dog var betydelig mindre, end den er i dag.

Da Littorinahavet for 7.000 år siden nåede sin største udbredelse, var der hele 2,5 km mellem Sjælland og Amager. Hvor det indre København ligger i dag, lå en langstrakt moræneø, der var adskilt fra Sjælland af et snævert sund, der omtrent strakte sig fra Livjægergade i nord til Vesterbrogade i syd og fra Kronprinsessegade og Nytorv i øst til Københavns Indre Søer i vest.

I stenalderen løb kysten forbi krydset mellem Vigerslevvej og Gammel Køge Landevej, syd om Vestre Kirkegård og videre langs Københavns Indre Søer, hvorefter den svingede nordpå langs Østerbrogade. Herfra løb kysten videre mod nord langs Strandvejen. Omkring Rådhuspladsen er der fundet bopladser fra stenalderens Ertebøllekultur, som typisk lå langs kyster med roligt fiskevand.

Under istiden havde de enorme ismasser presset jordskorpen ned, og da isen smeltede bort, begyndte landet at hæve sig. Selv om området i Atlantisk tid havde været isfrit i mere end 7.000 år, hævede landet sig stadig. I det nordøstlige Danmark har landhævningen domineret siden Atlantisk tid, og havet har trukket sig tilbage. Siden Littorinahavets tid har landet i Københavns Kommune hævet sig 3‑4 m, og ud mod Kalveboderne og Svanemøllebugten kantes istidslandskabet derfor af en bræmme af marint forland.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber