Nordlund Vingård af . Begrænset anvendelse

Kulturlandskabet i Hvidovre Kommune

Med sin beliggenhed lige inden for Vestvolden udgør Hvidovre Kommune en tæt bebygget integreret del af det københavnske bylandskab. Hvor ca. 85 % af kommunen i dag dækkes af bebyggelse og infrastruktur, var den tidligere et intensivt drevet landbrugslandskab med vidtstrakte marker og i begyndelsen af 1900-tallet også en stor gartneriproduktion. Bebyggelsen, som begyndte at vokse frem i tiden mellem de to verdenskrige, betød efterhånden, at landbruget næsten forsvandt fra kommunen. I dag dækker gartneri og landbrug under 7 % af kommunens areal.

Kulturlandskabets udvikling

Arealanvendelsen i Hvidovre Kommune i hhv. ca. 1810, ca. 1930 og 2018 viser de markante forandringer, som landskabet har gennemgået inden for de seneste godt 200 år. I begyndelsen af 1800-tallet udgjorde landbrugsarealer m.m. ca. tre fjerdedele af arealet. Det steg til næsten 90 % omkring år 1900, men faldt derefter til ca. 60 % i 1950. I dag dækker landbrugs- og gartneriarealer under 7 % af kommunen. Derimod er det bebyggede areal vokset betydeligt. I begyndelsen af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet udgjorde bebyggelser kun en enkelt procent af arealet, men voksede til næsten en tredjedel af arealet omkring 1950. I dag udgør det bebyggede areal ca. 85 % af kommunen. De store vådbundsarealer i syd dækkede en fjerdedel af kommunen i begyndelsen af 1800-tallet, men forsvandt næsten helt med inddæmningen af Avedøre Holme i 1960’erne.

.

Oldtid

Gennem hele oldtiden har landskabet i den nuværende Hvidovre Kommune været udnyttet og beboet. Der er således gjort fund fra stenalderen i hele kommunen, mens fundene fra bronze- og jernalderen koncentrerer sig i den nordlige halvdel.

Middelalder

Ved middelalderens begyndelse var landskabet velopdyrket og hørte til agerbygden. Det var også på denne tid, at Hvidovre Sogn blev etableret. Sognet nævnes allerede ca. 1170, hvor Esbern Snare skænkede en gård til Sorø Kloster. I såvel Hvidovre som Avedøre bestod bebyggelsen af en større landsby.

1536‑1850

I 1688 var over 50 % af arealet opdyrket. Resten bestod langt overvejende af græsningsoverdrev og andre udyrkede arealer. Derimod var der ingen skov. Dyrkningssystemet i landsbyerne var tovangsbrug med rughaver.

Udskiftningen, som fandt sted omkring 1780, medførte en del udflytning og udstykning af gårde, så landskabet blev en smule tættere bebygget. Det til trods udgjorde det bebyggede areal kun en enkelt procent i begyndelsen af 1800-tallet, hvor landbrugsarealer m.m. dækkede godt tre fjerdedele af kommunens areal. Resten bestod af vådbundsarealer.

Efter 1850

Omkring år 1900 var landskabsudnyttelsen blevet yderligere intensiveret, og landbrugsarealer m.m. dækkede tæt på 90 % af arealet. Intensiveringen var især sket på bekostning af vådbundsarealerne, som nu blot udgjorde en tredjedel af det areal, som de dækkede ca. 100 år tidligere. Københavns Landbefæstning blev anlagt gennem den vestligste del af kommunen 1888‑92. Fæstningsanlægget omfattede Avedøre Batteri samt Avedørelejren, der frem til 1996 fremstod som et militært anlæg.

I første halvdel af 1900-tallet var der en betydelig gartneriproduktion, men den blev fortrængt mod vest, efterhånden som kommunen begyndte at udvikle sig til en forstad. Langs kystens strandenge blev der først anlagt sommerhuse, som siden udviklede sig til villakvarterer, og i mellemkrigstiden og efter 1945 blev store dele af kommunen bebygget med parcelhuse. Det medførte, at landbruget omkring 1950 kun udgjorde 60 % af arealet, mens bebyggelse stod for knap en tredjedel af arealanvendelsen. Befolkningsvæksten betød, at der blev etableret flere nye sogne: Strandmarks Sogn i 1948, Risbjerg Sogn i 1952 og Avedøre Sogn i 1965.

Udnyttelsen af landskabet i dag

I dag er ca. 85 % af Hvidovre Kommunes areal dækket af tæt bebyggelse og infrastruktur, hvorimod andelen af træbevoksede arealer og åbne landskaber er mere beskeden. Den tætteste bebyggelsesgrad finder man i Hvidovre, Strandmark og Risbjerg Sogne, mens der langs Vestvolden og kysten i Avedøre Sogn også er nogle få træbevoksede arealer og åbent land med sletter, småsøer og enkelte dyrkede marker. Dertil kommer kystens havnearealer og rekreative strandfælleder.

Især efter 1. Verdenskrig udviklede bebyggelserne sig omkring de gamle landsbyer i Hvidovre og Avedøre samt omkring kommunens jernbanelinje, ligesom der opstod sommerhusområder langs kysten. Samtidig spredte kolonihaverne sig. En stor del af kolonihaverne findes stadig, mens den tidligere udbredte gartneridrift samt landbruget mellem bebyggelserne nu stort set er forsvundet.

Jordbunden i kommunen præges af gode fint sandblandede lerjorder med endnu bedre lerjorder længst mod vest. I det inddæmmede område ved Avedøre Holme er der overvejende sandjorder, men med enkelte humusjorder på de lavereliggende vådbundsområder.

De gode jorder forklarer områdets høje andel af landbrug, som længe var den dominerende arealanvendelse i kommunen. Landbrugsarealerne skrumpede dog hastigt ind, efterhånden som det bebyggede areal begyndte at brede sig i mellemkrigstiden. I 1951 var markarealet faldet til 1.106 ha, mens husdyrene talte 1.479 svin og 538 stykker kvæg. De seneste årtier har kommunen kun rummet ganske få hektar i omdrift samt enkelte græsningsarealer og få registrerede dyreenheder. I Avedøre var der tidligere en omfattende gartneridrift. Det klingede dog hurtigt af pga. oliekriserne og de højere priser på energi og arbejdskraft i 1970’erne. Selv om der stadig findes en smule gartneri i kommunen, er det meget lidt i forhold til tidligere.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Hvidovre Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber