I Solrød Kommune fik landskabet sin endelige form under Bælthavisens fremstød, hvor isen for 18.000 år siden gled frem gennem Østersølavningen og Køge Bugt. Langt det meste af det materiale, som isen slæbte med, blev aflejret inde under isen som et tæppe af kompakt moræneler.
I modsætning til afsmeltningsforløbet i det centrale Nordsjælland, hvor store ismasser sygnede hen som stilleliggende dødis, smeltede isen i hele trekantområdet mellem København, Roskilde og Køge gradvis tilbage. Det landskab, der kom til syne, da isen slap sit tag i denne egn, var formet inde under isen som et såkaldt bundmorænelandskab, der i dag udgør den jævne slette af moræneler, som isen har efterladt omkring Solrød, Karlstrup, Jersie, Gammel Havdrup og Havdrup.
Inde under isen har en smeltevandsflod på sin vej mod vest gravet i isens underlag og dannet en tunneldal, der i dag udgør den snævre ådal med Møllebæk på grænsen til Greve Kommune. Tunneldalen kan med få afbrydelser følges videre mod nordvest til Lejre.
I de første årtusinder efter istiden var Danmark landfast med Skåne og England. Men i løbet af Atlantisk tid skyllede Littorinahavet (Stenalderhavet) hen over de lavereliggende dele af landskabet og skabte bl.a. Køge Bugt, og den lavning, der i dag rummer Jersie Mose og Gammelmose, blev en vig. Siden Atlantisk tid har landet hævet sig ca. 2,5 m over nuværende havniveau, så istidslandskabet i dag kantes af marint forland.
I takt med landhævningen har havets bølger flere steder opbygget strandvolde af sand og grus; fx er Gammel Køge Landevej ved Jersie Strand anlagt på en af de største strandvolde. Inden for den nuværende kyst kan Littorinahavets kystlinje ses som en lav klint. Uden for kystlinjen har havet gennem tiden skabt en række undersøiske sandrygge. Barriereøen Staunings Ø begyndte som en undersøisk sandryg, der med tiden har udviklet sig til en halvø med klitter og en bagvedliggende lagunesø.
