Dannelsen af det landskab, som man i dag møder i Egedal Kommune, begyndte, da isen under sidste istid stod ved Gribskovbuerne. Dette bakkedrag er en randmoræne, der blev dannet under Nordøstisens genfremstød for 20.000 år siden og strækker sig fra Gribskov og sydpå til Sjælsø i Hørsholm Kommune. Smeltevandet fra isen aflejrede lagdelt sand og grus på den åbne hedeslette foran randmorænen. Hedesletten dækkede den centrale og vestlige del af Allerød Kommune samt hele Furesø og Egedal Kommuner og fortsatte videre mod vest og syd i retning af Slangerup og Hedehusene.
De efterfølgende to Ungbaltiske Isfremstød, som et par tusinde år senere bevægede sig ind over Sjælland fra Østersøen i sydøst, formåede ikke at udviske Nordøstisens landskab, men aflejrede i stedet et 10‑15 m tykt lag af morænemateriale hen over hedesletten. På samme tidspunkt opstod det særprægede dallandskab, som bl.a. omfatter dalen med Buresø og Bastrup Sø, dalen syd og vest for Ganløse Eged, dalen gennem Slagslunde Skov, dalen gennem Søsum, tværdalen vest for Stenlille med den udtørrede Kollensø, de tre tværdale hhv. vest for Søsum, vest for Ganløse og øst for Knardrup samt de markante dale omkring Veksø. Dalene er tunneldale, som blev dannet af smeltevand under istidens store gletsjere. Jordlagene kunne ikke bortlede alt smeltevandet som grundvand, og overskudsvandet løb derfor ud mod isens rand. Undervejs skar det sig ned i isens underlag af moræneler og videre ned i den gamle hedeslettes sand og grus, så der opstod dale under isen. Det forgrenede netværk af tunneldale i Egedal Kommune viser, at de er dannet ad flere omgange. Tunneldalenes bund er ujævn og veksler i dag mellem højereliggende tærskler og lavere bassiner med søer, moser og enge.
I bunden af Mølleådalen vest for Ganløse Eged ligger en kæde af grusrygge. De er åse og er ligesom Farum Ås på grænsen til Furesø Kommune skabt af smeltevand under isen. Smeltevandet har formet tunneler under og op i isen. Efterfølgende er tunnelerne blevet fyldt op af materiale som sand og grus, og da isen smeltede bort, stod materialet tilbage som langstrakte bakker.
Det meste af det materiale, som De Ungbaltiske Isfremstød bragte med sig, blev aflejret under isen som moræneler. Leret udgør i dag grundlaget for det bølget-bakkede morænelandskab, som findes omkring Ledøje og Gammel Ølstykke samt mellem tunneldalene, bl.a. i egnen mellem Ganløse og Veksø. Den forholdsvis jævne overflade er opstået, fordi morænen er aflejret hen over en tidligere smeltevandsslette.
Da den bagvedliggende is pressede på, opstod der visse steder vældige brud i isen nær isranden. Langs de mange brudflader blev jordmasser fra isens underlag ført op til isens overflade, hvor de smeltede frem. Efterhånden blev jorddækket så tykt, at det hæmmede smeltningen af den underliggende is. Det medførte, at store områder forblev dækket af stilleliggende, begravet dødis, som i det kolde klima kunne ligge i flere tusinde år. Først under den efterfølgende temperaturstigning ved istidens afslutning begyndte dødisen at smelte. I takt med at dødisen smeltede, kom jorddækket gentagne gange i skred, hvilket førte til dannelsen af det småbakkede dødislandskab med talrige småsøer og mosehuller, som i dag findes omkring Smørumovre og i det bebyggede område øst for Smørumnedre.