De store bybrande og de efterfølgende nybygninger i Indre By betyder, at bebyggelsen i væsentlig grad bærer præg af 1700- og 1800-tallets stilfærdige klassicisme. Efter brandene var der bestræbelser på at udrette gaderne og etablere torve og pladser. De private grundejere var uvillige til at afgive jord hertil, så resultaterne af reguleringerne var små. Efter branden i 1728 etableredes Kultorvet, og Frederiksberggade blev anlagt. Branden i 1795 fulgtes ligeledes af en reguleringsplan, men igen uden de store konsekvenser. En fornyelse var, at det blev påbudt, at hjørnehuse skulle have knækkede hjørner for at lette færdslen. De knækkede hjørner er et markant arkitektonisk træk i de ældste dele af byen.
Den tætte struktur får bydelen til at fremstå som et hele på trods af en bebyggelseshistorie, der strækker sig over mange hundrede år. De homogene bygningshøjder, de mange gennemgående gesimsbånd, de korte facadelængder og de klassiske proportionsregler bidrager til helhedsindtrykket.
I modsætning hertil blev Frederiksstaden anlagt med regelrette gader, og over for Christiansborg anlagdes Prinsens Palæ, det nuværende Nationalmuseet.