Aalborgs historie

Prospekt af Aalborg
Af .
Kobberstik fra Resens Atlas Danicus fra 1677. Byens placering ved Limfjorden er tydeligt fremhævet med de mange skibe på fjorden. Til venstre ned mod fjorden ses Aalborghus med voldanlæg.
.
Prospekt af Aalborg fra nordsiden af Limfjorden. Originalen er et kobberstik udført af den tyskfødte kobberstikker Jonas Haas i 1768. Det er ét af 62 prospekter leveret til Erik Pontoppidans Den Danske Atlas fra hans hånd i 1760’erne og 1770’erne.
.

Aalborg opstod i perioden 750‑800 e.Kr. som en anløbsplads med et mindre indslag af håndværk og handel. Hovedfærdselsåren sydfra var den primære gren af Hærvejen, som fulgte kanten af den vestlige morænebakke ved Hasseris, hvor den drejer mod øst ind i byen. Tilsvarende gik der en østlig vej mod Aalborg, altså på den modsatte side af den brede ådal. Ved Nørre Tranders-bakken svingede denne vej derpå ind i byen fra øst. Den øst-vest-gående vej, nutidens Algade/Nørregade, må lige fra begyndelsen have været byens rygrad, som skæres midtpå af Østerå.

Anløbspladsen lå på en lav, naturlig banke på sydsiden af Limfjorden, hvor den nord-syd-gående trafik mellem Himmerland og Vendsyssel krydsede den øst-vest-orienterede vandvej gennem fjorden. Østerå delte banken i en vestlig og en østlig del, og de ældste sikre spor efter bebyggelse findes på østsiden af åen, hvor denne dannede et fremspringende næs. Her er der udgravet grubehuse fra ca. 750‑850. Omkring 850‑880 blev dette næs befæstet med en op til 4 m bred voldgrav og en tørvebygget vold. Voldanlægget blev nedlagt senest i slutningen af 900-tallet, hvor det ældst kendte byhus blev bygget på grunden Algade 9. Formentlig var det stormandsslægter omkring den østlige Limfjord, der oprettede og beskyttede anløbspladsen.

Kongemagtens interesser i byen er illustreret ved møntslagning i den senere del af vikingetiden. I 1035‑42 lod den danske kong Hardeknud slå mønt i byen, og på mønterne ses for første gang navnet Alabv – Aalborg. Hardeknuds møntslagning er det første sikre vidnesbyrd om kongemagtens overhøjhed over byen. Der har formentlig tidligt været en kongsgård i byen, men det er ikke klarlagt, hvor den har ligget.

Havnen ved Østerå var i vikingetid og middelalder byens vigtigste havn, og det hidtil ældste udgravede bolværk er dateret til 1249‑50.

Middelalder

Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum udgraver i 2012 kirkegården til Vor Frue Kirke og Kloster i Niels Ebbesens Gade.

.

Aalborghus er et trefløjet anlæg, hvoraf den østre længe fra 1500-tallet, der ses i højre side af billedet, er ældst og den eneste tilbageværende af det oprindelige anlæg. Bagerst i billedet ses nordfløjen fra 1600-tallet.

.

Den tyske historieskriver Adam af Bremen omtaler ca. 1070 Aalborg som en stor havneby, der fungerer som overfartssted til Norge. De tætte norske forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder er bl.a. illustreret ved, at en norsk tronprætendent, Sigurd Slembe, efter at være blevet dræbt i 1139 blev ført til Aalborg og begravet i Vor Frue Kirke, mens en anden prominent nordmand, kaldet Olav Ugjæva (Ulykke), ca. 25 år senere døde i Aalborg og blev begravet i samme kirke. De norske kongesagaer beretter også om andre tilfælde, hvor norske stormænd eller kongsemner har været i Aalborg, og fx skal en høvding og senere konge ved navn Erling Steinvegg have samlet sine folk til krig her, inden de drog til Norge.

Indtil Limfjordens vestlige munding sandede til og lukkede omkring år 1100, var fjorden et sund, hvorigennem sejlruten mellem Østersøen og Nordsøen gik. Der har sandsynligvis også været en åbning mod Skagerrak, hvorfra der blev sejlet til og fra Norge.

Aalborgs placering i krydsfeltet mellem en travl sejlrute og et af de to smalleste overgangssteder over Limfjorden har dannet et gunstigt grundlag for en større bydannelse med handel og håndværk og gjort byen vigtig at kontrollere for kongemagten. Den landbaserede trafik mellem landsdelene nord og syd for Limfjorden har været delt i tre grene, hvoraf de to østlige er gået dels over Aalborg til Nørresundby, dels har passeret fjorden ved Aggersund. Forbindelse med Norge og Sverige er konstateret ved fund af bl.a. klæberstenskar og hvæssesten i byen, og kulturelle forbindelser til England kan konstateres i Vor Frue Kirke, hvor der er bevaret en portal med engelsk-normannisk inspireret udsmykning. Desuden betragtes indvielsen af Budolfi Kirke til denne helgen som tegn på engelske forbindelser, idet Sankt Budolf fortrinsvis blev dyrket i England. Den ældste kirke i byen har formentlig været den trækirke, som man har fundet spor af under den nuværende Budolfi Kirke. Den må anses for at være opført ca. 1000‑1050, men er omkring midten af 1100-tallet blevet erstattet af en romansk kvaderstenskirke. Man har fundet rester af en anden nu forsvunden kirke fra ca. år 1000, indviet til Sankt Clemens, øst for Østerå og syd for Algade på et sted, hvor det senere Gråbrødrekloster kom til at ligge. Lige efter år 1100 er den oprindelige Vor Frue Kirke opført, dels som sognekirke, dels som kirke for et benediktinsk eller augustinsk nonnekloster. Ikke meget senere er Sankt Peders Kirke opført som sognekirke for Hasseris og den vestlige del af byen.

Byens udstrækning er kendt, hvorimod gadenettets udstrækning i tidlig middelalder er meget dårligt belyst; dog er Algades forløb ca. år 1000 delvis kendt. Gadenettet må dog have været bygget op omkring eller præget af vandløbene, der senere fungerede som afgrænsning og som en del af forsvaret omkring byen. Hovedvandløbet Østerå, der løb i sit naturlige leje, har senest omkring år 1200 dannet basis for etablering af en mølle, Gammel Mølle, hvor anlægget på et tidspunkt har medført udgravninger og opstemninger med bagløb til Vesterå og Lilleå, den senere Peder Barkes Å. Man ved ikke, hvornår Vesterå og Lilleå er etableret, men de har senere tjent som hhv. den vestre og østre grav i byens befæstning. De blev udbygget i begyndelsen af 1300-tallet i en periode, hvor landet var hærget af borgerkrige og opløsning af kongemagten. Gadenettet har været bestemt af, at man skulle passere Østerå i selve byen og Vesterå og Lilleå ved indgangene til byen fra vest og øst. Den nuværende Algade (i middelalderen ofte benævnt Algaden Søndergade) har været hovedgaden gennem bebyggelsen, hvis øvrige gadenet har orienteret sig i forhold til denne. En anden gade, i middelalderen benævnt Algaden Nørregade, gik fra den vestre port mod nord og drejede østpå, hvorefter den forløb parallelt med Algade i den nuværende Adelgade hen mod og over Gammeltorv. Det vides ikke, hvornår torvet er anlagt, men det er formentlig sket kort før år 1300, hvis ikke det helt naturligt tidligere er opstået som plads for handel ved et sted, hvor skibe er løbet ind med varer.

Gammel Mølle er nævnt som kongelig mølle i Kong Valdemars Jordebog, så den har eksisteret fra i hvert fald omkring år 1200, og det er muligt, at opførelsen af det middelalderlige Aalborghus lige ved møllen skal ses som led i en større anlægsproces, hvor også åløbene er blevet reguleret. Det er dog uklart, hvornår Aalborghus præcis blev anlagt, men det er muligt, at det først skete omkring år 1300, hvilket de relativt få arkæologiske vidnesbyrd kunne tyde på.

Man kender ikke til byens styre før 1300-tallet, men der hersker næppe tvivl om, at der har været en kongelig foged i byen, der har opkrævet de afgifter, kongemagten havde krav på i form af told og skat. De ældst kendte privilegier fra Aalborg stammer fra 1342, hvor kong Valdemar Atterdag udstedte privilegier for borgere og bymænd i Aalborg og Hasseris med præcisering af deres ret til at handle i Aalborg. Der har på det tidspunkt været et byråd, og måske er det etableret omkring samme tid som det ældst kendte danske byråd, der virkede i Ribe i 1252. Da man fik et egentligt rådhus, kom det til at ligge på Gammeltorv. I løbet af 1300‑1400-tallet udviklede bystyret sig til at have stadigt større selvstyre med to borgmestre og seks rådmænd, og man fik efterhånden rådstueret, som afgjorde alle tvister mellem byens købmænd og håndværkere indbyrdes og mellem egne og fremmede købmænd. Sager om kriminalitet skulle derimod behandles af byfogeden i byretten.

Da kong Valdemar Atterdag giftede sig med Helvig og i denne forbindelse indgik forlig med de holstenske grever, der havde styret landet forud for hans tronbestigelse, erhvervede Valdemar en medgift bestående af borgen Aalborghus med Himmersyssel, Thysyssel, Vendsyssel og Han Herrederne. Med udgangspunkt i dette område reetablerede Valdemar herefter kongemagten og generobrede resten af landet. Der er konstateret omfattende byggeri på Aalborghus på det tidspunkt, og det er muligt, at dette har forbindelse med kong Valdemars overtagelse af stedet. Flere andre konger har haft et nært forhold til byen, men især kong Hans synes at have støttet Aalborgs interesser og at have opholdt sig i byen ofte. Han var født i Aalborg i 1455 og døde i 1513 på Aalborghus.

Det økonomiske grundlag for byens vækst og velstand var flersidet. Dels havde byen altid haft et stort opland i Limfjordsregionen som det sted, hvor korn og kvæg fra området kunne afsættes både på det lokale marked og til eksport. Dels opstod der i løbet af middelalderen, efter at fjorden lukkede i vest, et omfattende fiskeri af sild, som dannede basis for et handelssamkvem med især de nordtyske hansestæder med Lübeck, Wismar og Rostock i spidsen. Der blev importeret store mængder af salt til konservering af sild, der især blev fanget om foråret og eksporteret til resten af Europa. De tætte bånd til især Lübeck blev understreget af, at denne by havde et særligt Aalborgfarerkompagni.

Der er ingen tvivl om, at den langvarige krise, der indtraf i landbruget fra 1330’erne og frem, og især den sorte død, der hærgede i årene 1348‑50 og bortrev store dele af landets befolkning, også satte dybe spor i Aalborg. Men på trods af disse kriser ser det ud til, at Aalborg fortsatte sin udvikling og voksede i løbet af senmiddelalderen. Der var i 1200-tallet et Sankt Knudsgilde, som man i øvrigt ikke ved meget om, og der var også en række håndværkerlav på linje med andre byer på samme tid. Der var bl.a. et smedelav, et skomagerlav og et skrædderlav, der havde religiøse og sociale formål ved siden af at varetage medlemmernes faglige interesser. I 1400-tallets første halvdel opstod Guds Legems Lav, som fra begyndelsen var tæt forbundet med byens styre. Det havde både verdslige og gejstlige stormænd som medlemmer, men det havde også karakter af købmandslav, og alle de borgmestre og rådmænd, som man kender navne på, var medlemmer af lavet. Oprindelig var lavets aktivitet forbundet med religiøse formål, der også omfattede fester og processioner. Ved en af de årlige fester foregik der fugleskydning, hvilket førte til, at lavet også var kendt som Papegøjegildet. Det er formentlig opstået ca. 1425, hvor det nævnes første gang. Der er bevaret en medlemsliste, Liber Vivorum, fra 1431, og gildeskråen (gildets love og vedtægter) fra 1441.

I løbet af 1400-tallet voksede byens magt over handelen med oplandet. I kraft af privilegiebreve fra disse år fik byen etableret et læbælte på 4 mil (30 km), hvor bønderne kun måtte handle med Aalborgs købmænd. I denne periode søgte kongemagten også aktivt at begrænse udenlandske købmænds rettigheder for at styrke de lokale købmænds handel. Et lokalt pinsemarked i Nibe blev desuden i disse år flyttet til Aalborg, hvilket også vidner om Aalborgkøbmændenes forøgede styrke.

Fra at være en mindre handels- og håndværksbaseret anløbsplads fra 700-tallet var Aalborg i kraft af sin centrale beliggenhed for handel og transport i et større opland omkring Limfjorden vokset til en større by i løbet af vikingetid og tidlig middelalder. Fra omkring år 1200 voksede byen til en af de største i landet med en anslået befolkning på mellem 3.000 og 5.000 i 1250. På det tidspunkt blev Gråbrødreklosteret etableret med en central beliggenhed. Det lå langs Algade på østsiden af Østerå ikke langt fra byens havn. Da klosterets indtægtsgrundlag i høj grad bestod af almisser, var det nødvendigt at have en beliggenhed, hvor mange mennesker med et vist velstandsniveau kom forbi, og derfor kan etableringen af klosteret i Aalborg ses som udtryk for, at der har været en betydelig befolkning, og at de har haft et overskud, som kunne brødføde et efterhånden stort og velstående kloster.

Der har naturligvis i perioder været tilbageslag i byens udvikling. Eksempelvis skal hertug Abel, den senere kong Abel, under borgerkrigen i 1247 have erobret og afbrændt Aalborg, men det ser ikke ud til at have fået større konsekvenser. Bebyggelsen har primært bestået af lerklinede huse i bindingsværk, og de har hurtigt kunnet genopbygges. Pest og landbrugskrise i 1300-tallet kan som nævnt have reduceret befolkningen væsentligt i perioder, ligesom det skete på landet, men gennem resten af middelalderen bevarede Aalborg sin position som den næststørste og næstrigeste by i det nuværende Danmark og havde omkring år 1500 en anslået befolkning på ca. 5.000 mennesker. Bebyggelsen havde på det tidspunkt for længst nået den udstrækning, som kan ses i nyere tid både på kort og prospekter, og som den beholdt helt op til midten af 1800-tallet.

Tiden 1536-1850

Johannes Bjergs statue af Skipper Clement står ved Hobrovej i Aalborg. Her blev den rejst i 1932 på foranledning af brændevinsfabrikant Harald Jensen. Skipper Clement er fremstillet som den viljestærke oprører og helteskikkelse.

.

Akvarellen har titlen Aalborg og Nørresundbye d. 29. july 1819. Tv. ses Aalborg med kirketårne, th. det meget mindre Sundby, senere kaldet Nørresundby. Den er malet af embedsmanden O.J. Rawerts, der på sine mange rejser rundt i Danmark skildrede bl.a. landskaber og bygninger.

.

Det detaljerede maleri af Ole Magnus Rasch fra 1830 viser udsigten fra Skansebakken i Nørresundby over Limfjorden til Aalborg.

.

Næbkande fremstillet i 1800-tallet på fajancefabrikken på herregården Gudumlund. Kanden er dækket af hvid tinglasur og dekoreret gul marmorering, manganviolet og koboltblå. Låget og en del af foden mangler.

.

Jomfru Ane Gade stammer fra middelalderen, og flere barer på vestsiden af gaden har til huse i bindingsværkshuse bygget i slutningen af 1600-tallet og frem til 1800-tallet.

.

Omkring år 1500 var Aalborgs byplan præget af de vandløb, der løb gennem byen fra syd til nord, og af, at havnen ved det centrale vandløb, Østerå, var byens livsnerve. Dette betød, at de væsentligste gadeforløb gik øst-vest med broer over åerne. Flere af vandløbene var en del af byens forsvar. I løbet af 1500-tallet voksede byen ud over grænserne, og der blev etableret et østligere vandløb, Øster Graven Å. I slutningen af århundredet blev Hasseris Å ført i en gravet kanal fra vest ind til Vesterå for at forøge vandmængden i denne.

Den centrale gade fra øst til vest, Algade, var forsynet med porte i begge ender. Den oprindelige Vesterport lå, hvor den nuværende Gravensgade munder ud i Algade, mens den oprindelige Østerport lå, hvor Algade munder ud i Bredegade. I 1500-tallet blev Østerport flyttet ud til den nye Østergravens Å, og den vestre port blev flyttet ud omkring det sted, hvor Ladegårdsgade i dag løber ud i Vesterbro. I de områder, der herefter lå inden for volde og grave, blev der anlagt nye bydele, hvor området i den vestlige ende straks blev tæt bebygget ud mod Vestergade, mens der bag husene i nuværende Nørregade og Søndergade var plads til åbne arealer med haver og dyrehold. Disse områder blev siden fyldt op med bebyggelse, efterhånden som byen voksede i indbyggertal.

Mod nord var der to porte mod fjorden, Skageport ved Vesterås og Vandporten nær Østerås udløb, hvorigennem varer og trafik skulle gå. De to nævnte porte forsvandt, i forbindelse med at opfyldning og bebyggelse rykkede mod nord på de lave strandenge. I det område, der efter disse omlægninger var omfattet af byens volde og grave, udviklede byen sig mellem år 1500 og 1620’erne med et gadenet og en udstrækning i bebyggelsen, der derefter holdt sig frem til 1870’erne, og som fremgår af de ældste bykort og et prospekt fra Resens Atlas Danicus fra 1677. I løbet af 1500-tallet blev gaderne efterhånden brolagte, også de nyanlagte.

Byens havn ved Østerå havde bolværker på begge sider. Da byen voksede mod nord langs åen, efterhånden som fjordengene blev fyldt op og bebygget i perioden op mod 1620, blev disse bolværker forlænget. Der kom også bolværker med anløbsmuligheder ud mod fjorden. På vestsiden af Østerås udløb, hvor toldboden også kom til, var det byen, der skulle holde havnen ved lige, mens det nyanlagte Aalborghus var ansvarligt for østsiden, hvor der blev bygget en anløbsbro og bolværker til slottets brug. Ved anlæggelsen af slottet i 1535 blev en del af den ældre bebyggelse i det område, der siden blev til Nytorv, revet ned.

I begyndelsen af 1500-tallet, da Reformationen så småt begyndte at gøre sig gældende, lå Aalborg i yderkanten af Viborg Stift med Børglum Stift på den anden side af fjorden. Før Reformationen var Aalborg således ikke noget kirkeligt centrum af betydning, men byen havde ikke desto mindre tre klostre: et nonnekloster ved Vor Frue Kirke, Gråbrødreklosteret samt Helligåndsklosteret, og Aalborg havde økonomisk betydning for både Børglumbispen og Viborgbispen, hvilket ses af, at begge havde en bispegård i byen. Størst betydning for Aalborgs senere historie fik Reformationen ved, at byen fra 1554 blev sæde for biskoppen over det nye Aalborg Stift, da det nordjyske bispesæde blev flyttet til byen fra Børglum. Aalborg med landsogne blev overflyttet fra Viborg Stift og har siden været bispesæde.

I forbindelse med Grevens Fejde 1534‑36 blev Aalborg i 1534 indtaget fra søsiden af Skipper Clement og gjort til hovedbase for dem, der støttede Christian 2. Med udgangspunkt i Aalborg organiseredes kampene i 1534, hvor en adelshær blev slået af Skipper Clements tropper ved Svenstrup. Hæren havde følgeskab af bondeopbuddet fra Vendsyssel, Thy og Himmerland samt Aalborgs borgere. Da krigslykken vendte, blev Aalborg som sidste skanse for de nordjyske modstandere af hertug Christian (den senere Christian 3.) indtaget af feltherre Johan Rantzaus kamptrænede tropper. Under forsvaret var byens befæstning blevet forstærket, og bebyggelse uden for volde og grave var blevet fjernet. Det nyttede dog ikke, og Rantzaus tropper indtog byen efter storm, hvorefter den blev fuldstændig plyndret.

Det middelalderlige Aalborghus lå i den sydlige del af byen ved Gammel Mølle, lige syd for den nuværende Mølle Plads. Det havde været en central del af byens forsvar, men blev efterfølgende nedrevet, og et nyt slot med grave, volde og kanonstillinger blev etableret i de lave strandenge nord for byen. Med den nye beliggenhed kunne Aalborghus ikke forsvare byen fra landsiden. Derimod kunne det forsvare sine og kongens interesser mod byens borgere.

Efter en kortere årrække kom byen på fode igen, og gennem en lang fredsperiode blomstrede den op til sin storhedstid i renæssancen.

Aalborg var i en periode på over 100 år ramt af flere store kriser. I 1501 blev byen ramt af en storbrand, der lagde store dele af den øde. I 1530 forekom en endnu større brand, som bl.a. lagde rådhuset i aske og medførte, at byen blev fritaget for at betale skatter og afgifter i en tiårig periode, så indbyggerne kunne samle sig om at genopbygge byen. Hovedparten af bebyggelsen bestod på dette tidspunkt af lerklinede bindingsværkshuse med stråtag, hvilket medførte stor risiko for, at en brand kunne sprede sig ukontrolleret. Da Johan Rantzaus tropper i 1534 indtog og plyndrede byen, var den således i forvejen hårdt ramt. Igen i 1572 blev byen ramt af en ildebrand, ligesom der forekom en storbrand i 1663. Siden har bygningerne primært haft tegltage, hvilket har begrænset faren for, at en brand kunne brede sig til større dele af byen.

I lighed med resten af landet har Aalborg været udsat for epidemiske sygdomme. En pestepidemi i 1602 medførte 1.200 døde, hvilket i en by med højst 5.000 indbyggere burde have fatale konsekvenser, men da skattebetalinger og betalinger af told m.m. viser, at handel og omsætning fortsatte uforstyrret, har der antagelig været tale om, at en del syge mennesker fra oplandet er flygtet til byen og er døde her. I det omfang Aalborgs befolkning blev mindre ved epidemierne, har tilvandring fra de omliggende landområder og efterfølgende befolkningstilvækst hurtigt genoprettet befolkningstallet. Igen 1648‑49 forekom en epidemi, der satte sig spor i dødstallet på samme vis som den epidemi, der fulgte med krigen og besættelsen 1657‑59, men siden har der ikke været meget alvorlige sygdomsudbrud før den store koleraepidemi i 1853.

I årene 1627‑29 var Aalborg besat af kejserlige tropper under Kejserkrigen. Forud var gået en total udplyndring af byen af danske lejetropper, der efterfølgende blev slået i et slag ved Rørdal lige øst for Aalborg. En stor del af byens købmandsborgerskab var under besættelsen flygtet, nogle til Marstrand i Bohuslän, hvortil der i forvejen var tætte forbindelser grundet sildehandel. De, der blev tilbage, blev udsat for hårde beskatninger og plyndringer sammen med resten af landsdelen. Skansen på Skansebakken i Nørresundby opførtes i 1628 af de kejserlige tropper for at kunne forsvare overgangen til Aalborg i tilfælde af tilbagetrækning af tropper fra Vendsyssel. Aalborg blev også besat og brandskattet under Svenskekrigene 1644‑45 og 1658‑59, hvilket var medvirkende til at sætte en stopper for byens internationale storhandel.

Byen var forskånet for krigshandlinger og besættelse frem til midten af 1800-tallet, men under Englandskrigen 1807‑14 blev byens handel hårdt ramt af begrænsninger i bl.a. trafikken til og fra Norge. De manglende varetilførsler udefra blev delvis kompenseret, ved at flere af byens storkøbmænd udrustede kaperskibe. Aalborg blev også sæde for provideringskommissionen, der skulle sørge for Norges forsyning med korn under krigen, og dermed blev Aalborg opsamlings- og udskibningssted for korn. Dette var også med til at fastholde aktiviteten i byen, hvis økonomi ellers var hårdt ramt af krigsforholdene. Fra og med 1770’erne var Aalborg garnisonsby, hvilket prægede byens liv. En kort overgang under Englandskrigen, i 1808, var et kontingent spanske hjælpetropper bestående af 400 mand med tilhørende heste og tros indkvarteret i Aalborg.

Da Aalborg rejste sig efter 1530’ernes brande og Grevens Fejde 1534‑36, gik byen ind i en langvarig opgangsperiode. Købmænd og håndværkere opbyggede byen gennem de følgende knap 100 år til Jyllands største og rigeste by med stor oplandshandel og handel med hele Europa med egne skibe. Lübeck mistede kontrollen over handelen med Aalborg, hvilket begunstigede de lokale købmænd. Voksende handel med Vesteuropa, specielt Nederlandene, satte gang i en positiv udvikling. Da byen blev genopbygget efter krigene og brandene, blev der opført huse med større brug af teglsten og med tegltage. Hvor de nedrevne klostre havde ligget, opførtes borgerhuse, og efterhånden som de ældre bydele igen blev bygget op, voksede byen mod nord ud på fjordengene. Både langs Vesterå og Østerå og mellem dem blev der bygget, og der blev opført nye købmandsgårde. Mellem de to åer opstod bl.a. Jomfru Ane Gade og Maren Turis Gade. Især ved Østerås vestlige side, hvortil transport fra fjorden med mindre skibe og pramme var nemmest, var grundene attraktive, og her opførte byens store købmænd deres ejendomme. De to mest fremtrædende ejendomme, Jørgen Olufsens Gård med gavlhus i sten og Jens Bangs Stenhus fra hhv. 1616 og 1623‑24, findes endnu.

Velstanden for byens købmandsstand byggede på handel med korn, sild og stude, og for alle tre varegrupper var der i 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet tale om fremgang i priser og mængder. Den almindelige europæiske højkonjunktur, der fulgte i kølvandet på opdagelsen af de øvrige kontinenter, kom også Aalborg til gode. En medvirkende faktor i væksten i handel med korn og landbrugsprodukter var, at alt kirkeligt ejet gods efter Reformationen blev inddraget under kronen. De omfattende arealer, som derved blev en del af det store len under slottet Aalborghus, leverede afgifter i form af korn og kvæg. Den overskudsproduktion, som kronen ikke selv skulle bruge, kunne sælges til byens købmænd. I den samme periode kom silden i stadigt stigende mængde ind i fjorden, og spegesild var fortsat en let omsættelig vare, som der var stor efterspørgsel på i hele Europa. I de nordvesteuropæiske byer opstod samtidig stor efterspørgsel på oksekød, hvorfor man kunne afsætte alle de stude, man kunne fremavle og opfede. Den voksende pengeøkonomi kom også landsdelens bønder til gode. Aalborgs omfattende handel med oplandet hele Limfjorden rundt, som også blev begunstiget af, at Aalborg fik øgede privilegier som stabelplads (handelsplads for især udenrigshandel), medførte større velstand for byens købmænd. Velstanden kom ligeledes byens håndværkere til gode i form af større omsætning.

Da enevældens centralisering af både handel og administration favoriserede København stærkt på bekostning af provinsbyerne, blev også Aalborg fra 1600-tallets slutning ramt af stagnation, men i kraft af sit store opland og sin placering i forhold til handel med Norge kunne byen fastholde sin position og selvstændige udenrigshandel i større omfang end mange andre provinsbyer. I perioden fra 1680 og frem til 1807 var handel med Norge bærende i den del af byens handel, der ikke vedrørte andre danske lokaliteter. De købstæder, der lå længere inde i fjorden, såsom Viborg, Skive, Holstebro (med ladeplads i Struer), Lemvig, Thisted og Nykøbing M, fik størstedelen af deres vareforsyning via Aalborg, hvor de fleste varer skulle omlades til mindre fartøjer, og alle varer skulle fortoldes. Også dette begunstigede Aalborgs købmænd helt frem til 1814.

Handelen med Norge bestod fortrinsvis i at forsyne nordmændene med korn og andre landbrugsvarer, mens returvarerne var trælast, jern og skind. I 1700-tallet udviklede købmændene i byen også en omfattende eksport til Norge af tekstilprodukter, der var fremstillet på gårdene i Aalborgs opland. Silde- og studehandelen mindskedes i omfang og betydning i løbet af 1600-tallets anden halvdel. Sildehandelen blev stærkt påvirket af svingende mængder af sild i fjorden, og fra 1700-tallet var det landbrugsvarer, der udgjorde hovedparten af Aalborgs eksport. I den såkaldte florissante periode fra midten af 1700-tallet til krigsudbruddet i 1807 voksede Aalborgs købmænds overskud, og nogle udvidede deres forretninger med omfattende handel på Middelhavet, fx med vinimport. Efter fredsslutningen i 1814 med tabet af Norge forsvandt størstedelen af købmændenes ellers omfattende samhandel med Norge, og da silden, der en kortere overgang i 1820’erne igen gik ind i fjorden, helt forsvandt, lå Aalborgs tidligere så blomstrende handelsliv i ruiner. Da kanalen gennem Agger Tange fra 1834 blev sejlbar, var den vestlige Limfjords købstæder ikke længere afhængige af Aalborg. Samtidig blev bådehavnen i Frederikshavn, der var anlagt i 1806, udbygget til et egentligt havneanlæg, og derved mistede Aalborg kontrollen over en stor del af sit gamle opland nord for fjorden. Det medvirkede til, at det opsving, der kom i det øvrige land fra 1830’ernes begyndelse, var længere om at slå igennem i Aalborg, således at handel og befolkning frem mod 1850 voksede mere i byer som Randers og især Aarhus end i Aalborg.

Håndværkerne i Aalborg var gennem hele perioden samlet i lav, der regulerede antallet af mestre og priser. Håndværkerne havde som købmændene glæde af beskyttelsesbæltet på 4 mil (30 km) omkring byen, da de fleste håndværk måtte bedrives af Aalborghåndværkerne inden for dette. Håndværkerne var ringere stillede end købmændene, i den forstand at de reelt var udelukket fra borgmester- og rådmandsembederne, mens de som eligerede borgere (i Aalborg fra 1787) og siden som borgerrepræsentanter fra 1837 godt kunne vælges til disse poster. I en del tilfælde kunne de dog oparbejde en betydelig velstand. I Aalborg var der bagere, bødkere, drejere, garvere, hattemagere, malere, murere, parykmagere, sadelmagere, skomagere, skræddere, smede, sølv- og guldsmede, snedkere og tømrere.

I løbet af perioden udviklede nogle af disse erhverv sig i retning af industriel produktion, ligesom nye typer fremstilling kom til. En købmand havde i 1600-tallet et sukkerkogeri, og også tobaksvarer blev fra 1600-tallet og frem produceret i byen. Fra middelalderen havde der været en egenproduktion af tegl øst for byen, og dette udvikledes i perioden, hvor byens teglgård producerede til byens behov. Tekstilindustri, som staten tilskyndede til i hhv. 1680 og 1687, blev først for alvor forsøgt etableret fra 1735, da en uldvarefabrik blev etableret og eksisterede en kort årrække, for en stor dels vedkommende med fattige som arbejdskraft. Midt i 1700-tallet blev der igen etableret et sukkerraffinaderi, der eksisterede frem til 1822. Tobaksspinderi fandtes i Aalborg fra 1680’erne, men først fra 1784 blev en egentlig tobaksfabrik dannet af købmand Mikkel Jeeg. Den blev hurtigt fulgt af to mere, hvoraf den ene, C.W. Obel, blev en af byens mest betydningsfulde industrivirksomheder. I løbet af 1700-tallet etableredes desuden sæbesyderier, farverier samt en sennepsfabrik og en chokoladefabrik. Under Englandskrigene 1801 og 1807‑14 opstod en række industrier inden for områder, hvor de manglende handelsforbindelser skabte grundlag for en egen produktion. I Aalborgområdet var der ved Godthåb sydvest for byen etableret en papirfabrik i 1797, og ved Gudumholm øst for byen etableredes en række fabriksanlæg med fajance, handskefabrik, sodaproduktion og kalkbrænderi som grundlag. I selve Aalborg forsøgte man sig under Englandskrigen 1807‑14 med flere forskellige industrier, både tekstil- og metalindustri, men ingen af dem overlevede fredsslutningen og den efterfølgende krise, der også tog livet af stort set alle andre industrielle foretagender i byen i de år. Fra 1811 var der en egentlig spritfabrikation, der i løbet af 1800-tallets første halvdel udviklede sig med udnyttelse af damp til en egentlig og meget succesfuld industri i Aalborg. Inden for kemisk industri opstod der ud over de nævnte sæbesyderier fra 1830’erne en produktion af farver og lak og sammen med disse en svovlstikfabrik med stor produktion, primært ved hjælp af fattige børn som arbejdskraft. Jernindustrien, som siden fik betydning i Aalborg, indledtes i 1834 med etablering af De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder.

Ved middelalderens slutning havde Aalborg et anslået indbyggertal på 3.000‑5.000 mennesker. Inden for denne ramme var tallet stabilt frem til midten af 1700-tallet. Byen var den største i Jylland og i lange perioder landets største provinsby. I 1672 angives indbyggertallet til over 4.000, nogenlunde svarende til tallet i 1769, hvorefter tallet voksede til 5.579 i 1801. I 1818, hvorfra der findes en lokal folketælling, var befolkningstallet 6.647. Det var inden, krisen i 1820’erne for alvor satte Aalborg under pres. Den afmatning, der derefter prægede byen, afspejlede sig også i en langsommere befolkningsvækst end i de øvrige større provinsbyer. I 1850 var befolkningstallet 7.745. Alle disse mennesker var bosat stort set inden for det samme område, som byen dækkede fra 1620’erne, da de opfyldte arealer mod Limfjorden på begge sider af Østerå var blevet bebygget. Mellem Vesterå og Hasseris Å opstod der i begyndelsen af 1600-tallet en ny bydel, og der blev anlagt haver, fiskedamme og en reberbane. Området blev senere udbygget langs de nu forsvundne Store og Lille Vestergade og var ligesom den østlige bydel på begge sider af Nørregade med til at give rum for den befolkningstilvækst, der skete fra midten af 1700-tallet og frem.

Tiden 1850-1920

Aalborg Alderdomshjem blev bygget i historicistisk stil med Jens Peter Jensen Wærum som arkitekt. Det blev indviet i 1901. Ved siden af alderdomshjemmet ses Vor Frelsers Kirkes tårn. Udateret foto.

.

Gammel Mølle i Aalborg set fra øst med Budolfi Kirkes tårn centralt placeret i baggrunden. I forgrunden ses, hvad der formodes at være møllerens to børn, Johanne og Niels Peter Møller, i en båd på mølledammen. Maleriet er formentlig fra 1820’erne og er malet af vinhandler Bock.

.

Aalborg Glasværk blev grundlagt i 1851, hvor der først og fremmest blev produceret flasker og glas. Her er en kvindelig arbejder i gang med flaskefremstilling. Foto fra perioden 1890‑1910.

.

Jørgen Berthelsen kom fra trange kår og kom allerede som seksårig ud at tjene. Som voksen blev han landstingsmedlem, og arbejderens vilkår lå ham meget på sinde. Berthelsen var medlem af bestyrelsen i Arbejderforeningen af 1865, og i en periode fungerede han også som præsident. I 1884 lejede han syv tønder land af Aalborg Kommune og udstykkede jorden i 85 småhaver, som han lejede ud til arbejdere, og hermed var de første kolonihaver en realitet. På hjørnet af Rømersvej og Tyge Brahes Vej i Aalborg står en statue af Berthelsen udført af Anders Bundgaard.

.

Støbehal i De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder. Arbejdet med at støbe foregik endnu ved håndkraft. Udateret foto.

.

Tekstilindustrien i Aalborg opstod i 1850’erne. De Forenede Tekstilfabrikker (stiftet 1897) opførte 1897‑1901 et nyt fabriksanlæg på Kastetvej. I første halvdel af 1900-tallet var De Forenede Tekstilfabrikker en af Aalborgs største industriarbejdspladser. Her ses arbejdere i spinderiet på fabrikken omkring år 1900.

.

Aalborg Amtstidende var fra sidst i 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet en af egnens største lokalaviser. Avisen udkom første gang 1850‑62 og atter fra 1889, hvor den for alvor fik fremgang som en betydningsfuld Venstreavis. Aalborg Amtstidende havde kontor på Østerå (nu Østerågade) i Aalborg. Fotografiet er fra 1943, og bagerst ses Jens Bangs Stenhus.

.

Østerå var den bredeste af de åer, der løb gennem Aalborg. Langs åkanten blev der bygget købmandsgårde. På denne tegning fra Illustreret Tidende fra 1870 ses den ene husrække. Den høje bygning bagerst er Jens Bangs Stenhus.

.

Aalborg var i anden halvdel af 1800-tallet en smuk by med fem bynære åer og talrige gyder, men den var også på mange måder en stagnerende og stillestående by. Aalborg var sakket bagud i forhold til andre sammenlignelige byer på stort set alle niveauer: befolkningstal og -sammensætning, byudvikling, handel, industri, uddannelse, kultur osv. Der var stilstand og simpelthen ikke plads til flere aalborgensere, og mange af dem levede under særdeles kummerlige forhold. Aalborg havde udviklet sig til at være Danmarks mest sundhedsfarlige by vurderet ud fra døde i forhold til indbyggertal. En symbolsk vending kom med koleraepidemien i 1853, som skulle vise sig at blive afgørende for byens videre udvikling. 764 aalborgensere blev smittet med kolera, og 409 døde, hvilket var mange set i forhold til det samlede indbyggertal og på landsplan alene sammenligneligt med København. Det bekræftede de dårlige sanitære forhold i Aalborg og understøttede de processer, der allerede var sat i gang. I 1854 kom der både et nyt vandværk og et gasværk. Generelt blev der nu også for alvor sat fokus på den lokale infrastruktur, og de første overvejelser for og imod overdækning af åerne, og dermed byens helt grundlæggende fysiske forhold, var til debat.

Helt central for udviklingen var etableringen i 1860’erne af bro- og jernbaneforbindelserne. Mange års diskussioner mellem Aalborg og Nørresundby udmøntede sig i 1865 i etableringen af Pontonbroen. I 1869 kom jernbanen til Aalborg, og fra 1879 forbandt den faste jernbanebro Aalborg med Nørresundby og Vendsyssel. Den centrale havnefront blev løbende udvidet, og i 1869 blev Teglgårdshavnen etableret. Dermed var der skabt basis for at fastholde og udvikle Aalborg som det regionale centrum omkring Limfjorden, Vendsyssel og Himmerland.

Udviklingen af infrastrukturen var forudsætningen for øget handel og videreudvikling af de første centrale industrier med spritfabrikker, hvor Isidor Henius var en af de drivende kræfter, teglværker og glas (Vangs Teglværk og Aalborg Glasværk m.fl.), tekstilindustri (Kjærs Mølle og A.P. Wibroe m.fl.) samt en stærkt voksende tobaksindustri, primært med C.W. Obel. Dette satte for alvor gang i Aalborgs udvikling.

Man begyndte den første overdækning af de centrale åer og skabte et nyt bycentrum – Nytorv – og sammenhæng mellem de centrale handelsgader Bispensgade og Algade. Første del af den ambitiøse Danmarksgade blev anlagt i relation til banegården. Dette betød især gode lejligheder til det opkommende borgerskab, men også markante nye offentlige skolebygninger til Danmarksgade og Rantzausgade Skoler og senere til Aalborg Tekniske Skole.

Banker og sparekasser byggede også stort i den centrale bydel, og Aalborg Kommune fulgte efter i 1881 ved sammen med Aalborg Amt at bygge et helt nyt sygehus i den vestlige bydel.

Det nye Aalborg var fra og med 1870’erne på vej frem med fokus på de større private og offentlige bygninger mere end på udviklingen af nye kvarterer til de mange aalborgensere.

Til gengæld voksede en lang række folkelige initiativer frem. Mange religiøse foreninger kom til i 1880’erne; de fik bygget kirker og missionshuse, dannede ungdomsorganisationer og blev synlige i byens liv.

Der var også fremdrift i det politiske Aalborg. Venstre markerede sig i 1883 med den første lokale vælgerforening. Højre fulgte efter samme år, og Socialdemokratiet i 1884.

Kulturlivet blomstrede også i anden halvdel af 1800-tallet. Lokale sangforeninger blev stiftet i 1850’erne, og kulturen blev styrket med etableringen af Aalborg Teater i den nye Jernbanegade i 1878 og kommunal støtte til Aalborg Historiske Museum i 1879 efter grundigt forarbejde af Aalborg Kunstforening. Biblioteksfunktionen blev tilgodeset i samarbejde med Aalborg Katedralskole, der i 1889 flyttede til den nye bygning i Sankt Jørgens Gade, der dengang blev betegnet som Danmarks bedste skolebygning. Selv fritidslivet var i fremgang i denne periode, da de allerførste kolonihaver blev etableret i 1884 af Venstremanden Jørgen Berthelsen. Med disse initiativer blev der sat gang i en bevægelse, der kom til at række langt ud over Aalborgs grænser.

En modsat bevægelse skete, da engelske ingeniører, der arbejdede med jernbanebroen, bragte cricket og andre sportsgrene til Aalborg. Sammen med de tidligere etablerede skyttekredse og gymnastikforeninger opstod der nu cricketklubber, tennisklubber, fodboldklubber mv., der tegnede et område, som fik en meget central placering i Aalborgs udvikling.

I 1880’erne kom der en særlig interesse for udvidelsen af Aalborg Havn. Stigende handel først med korn og senere med animalske produkter og industrivarer øgede generelt fokus på havnens betydning for den videre udvikling i Aalborg. Uddybningen af sandbanken Hals Barre, der blev iværksat på lokalt initiativ, skabte en af de afgørende forudsætninger for Aalborgs udvikling som industriby og banede vejen for etableringen af cementindustrien, der for alvor satte skub i udviklingen.

Fra midten til slutningen af 1800-tallet var Aalborgs indbyggertal næsten blevet tredoblet – fra 7.745 i 1850 til 19.503 i 1890 – og i det næste tiår var det nærmest, som om Aalborg eksploderede. I 1901 var befolkningstallet vokset til 31.457, og denne udvikling fortsatte i lidt lavere tempo, således at der i 1921 var 42.239 indbyggere i Aalborg.

Aalborg Portland-Cement-Fabrik blev etableret i 1889 i Rørdal som den første af en række cementfabrikker med egne havneområder og et internationalt marked, der for alvor symboliserede Aalborg som industriby.

I 1890’erne forekom der en betydelig vækst i antallet af nye arbejdspladser, fx med A/S De Forenede Tekstilfabrikker 1897‑1901, og den positive udvikling fortsatte efter en mindre tilbagegang efter år 1900 frem til 1. Verdenskrig og trak mange folk til Aalborg.

Nye arbejdspladser, fx Stuhrs Maskin- og Skibsbyggeri, senere Aalborg Værft, kom til i denne periode. Sammen med virksomheder som De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder og P.J. Buaas Jernstøberi og Maskinværksted bidrog dette til at fremme den lønførende jern- og maskinindustri i Aalborg. Det kunne dog ikke fjerne den generelle tendens ved industribyen Aalborg, nemlig at de dominerende industrier, cement og tobak, var relativt lønsvage og konjunkturfølsomme.

Aalborg Havn var stadig en væsentlig faktor i denne vækst. Et nyt havneområde, Østre Havn, blev anlagt 1899‑1904, og det samlede havneområde udviklede sig til den største havn i provinsen.

Der var mange udfordringer i forhold til Hals Barre og den interne struktur med Aalborg, Nørresundby og private industrihavne, men der var også en betydelig voksende import og eksport via Newcastle, Edinburghs havn Leith, Hamburg og København.

Aalborg måtte prøve at følge med, hvad angik byrum og løbende udvikling af infrastruktur. Mange af de nye tilflyttere bosatte sig i den første større nye bydel uden for det ældre bycentrum, Aalborg Vestby, der alene i 1890’erne voksede med knap 3.000 indbyggere. 1896‑97 fik den forbindelse til centrum med gennembruddet af Borgergade, og i 1902 fik den nye bydel eget sogn ved indvielsen af Vor Frelsers Kirke.

I samme periode blev Danmarksgade forlænget mod øst, og i tilknytning hertil blev der etableret et nyt kvarter mod syd, hvor der stadig var gode herskabslejligheder, men nu også en lang række egentlige arbejderboliger. Aalborg begyndte også at brede sig mod det nærliggende Hasseris og etablerede mindre villakvarterer mod syd og vest.

I 1897 blev Aalborgs bycentrum ændret, da man efter lang tids overvejelser endelig tog en samlet beslutning med hensyn til de mange åer og fik alle åløb fjernet fra byen. Dette muliggjorde bl.a. byggeriet af en ny person- og godsbanegård 300 m syd for den gamle. Den nye banegård inkluderede også de mange lokale privatbaner, der nu blev etableret med udgangspunkt i Aalborg og dermed styrkede byens regionale position.

Fjernelsen af de mange åløb skabte også basis for en betydelig forbedring af byens kloaksystem. Infrastrukturen blev i 1895 yderligere styrket med etableringen af et elværk midt i byen. Det var i første omgang privat, men i 1909 overtog kommunen værket og opførte et helt nyt elværk i den østlige del af Aalborg.

Med nye kvarterer og mange flere beboere måtte der igen bygges skoler. Vestbyen fik Poul Paghs Gade Skole i 1891 og Ryesgade Skole i 1911, og de nye østlige kvarterer fik Kjellerupsgade Skole i 1901.

Den ældre generation blev begunstiget med byggeriet af det imponerende Aalborg Alderdomshjem i Vestbyen, der blev indviet i 1901, og både før og senere blev der bygget en række offentlige institutioner til den yngre generation, nemlig børnehjem til de helt små samt pige- og drengehjem til de lidt ældre børn. Selv de fattige blev der bygget nyt til i denne meget intense periode af Aalborgs historie. Den gamle fattiggård lå stort set midt i byen, og den plads kunne bruges til andre formål, så i 1912 blev der bygget en ny fattiggård, Sankt Jørgensgaard, lidt væk fra centrum.

Den voksende industri og handel og ikke mindst de mange nye aalborgensere stillede store krav til det nye Aalborg. Et af de helt centrale udtryk for den nye struktur blev det første store nord-syd-gående gadegennembrud, Boulevarden, der blev etableret 1910‑12, bl.a. hvor den gamle fattiggård havde ligget. Der var diskussioner om finansiering og linjeføring, men det strukturelle mål var klart: Der skulle etableres en lige og synlig forbindelse mellem den nye banegård og bycentrum samt Aalborgs havneområde.

Boulevarden blev etableret med statslig støtte og var det første af flere projekter, der afstedkom nedbrydning af centrale dele af det gamle Aalborg. Der kom til at bo færre og mere velhavende aalborgensere i det nye byområde, og de tidligere beboere i de gamle gyder og små gader måtte søge ud i de nye kvarterer.

Aalborg Kommune fik også markeret sig med en smuk administrationsbygning på Boulevarden, og der blev suppleret med opførelse af ny brandstation og politigård i umiddelbar nærhed.

Aalborg afholdt en anerkendt og af samtiden rost byplankonkurrence i forlængelse af Boulevardprojektet, hvor der blev fremsat idéer angående den grundlæggende struktur vedrørende kvarterudvikling, transportsystemer og grønne områder. Der var forslag om at anlægge Den Gamle By i Aalborg, men det blev dog ikke til noget. Det gjorde til gengæld mange af de øvrige forslag om kvarterdannelse og ringveje, men det var ikke tiden at sætte alle disse nye ting i værk i 1912. Der var stadig mange opgaver at forholde sig til i forhold til den kolossale vækst, som Aalborg havde været igennem på adskillige områder.

Der var planer om at opføre et fælles sygehus for kommune og amt, men da Aalborg Amt gik egne veje og byggede et amtssygehus ved Hobrovej, etablerede byen Aalborg Kommunehospital i 1911.

Blandt de mere udfordrende opgaver var udviklingen af det politiske system, der kom til at spille en væsentlig rolle i mange aalborgenseres liv fremover. Socialdemokratiet tog folketingspladsen i 1898 og fik mange lokale stemmer til de kommunale valg uden dog at trænge helt igennem til den reelle magt.

Den øgede politisering slog også igennem med dannelse af mange fag- og arbejdsgiverforeninger og etableringen af en offentlig presse med Aalborg Stiftstidende, Aalborg Amtstidende og Nordjyllands Social-Demokrat som de centrale bidragydere.

Udviklingen i det private og efterhånden også det offentlige fritids- og kulturliv fulgte med i denne kolossale vækst. Der var fortsat fokus på fritiden i Aalborg, og nye foreninger og klubber kom til. Det drejede sig bl.a. om filatelistforeninger samt foreninger mod hvid slavehandel og for udbredelse af stenografi.

Aalborg Turistforening blev etableret i 1912 og arbejdede fra begyndelsen på at gøre Aalborg til det sted, hvor man skulle tage hen, midt imellem »Himmerlands Herlighed og Vendsyssels Barskhed«. Aalborg Kommune støttede fx Aalborg Teater økonomisk fra 1915.

I forhold til det politiske system brød det lokale demokrati helt igennem, da den sidste kongeligt udnævnte borgmester, J.G.F. von Bornemann, i 1919 blev efterfulgt af den første folkevalgte borgmester, J.P. Hansen, valgt af byrådets flertal Højre og Venstre.

Tiden 1920-1970

Teglværks Allé, som den så ud i 1944. I baggrunden ses Hugo Liisbergs skulptur By og land fra 1934 og tårnet fra Sankt Markus Kirke.

.

I 1933 blev Nordjysk Udstilling afholdt i Aalborg for at fremme regionens erhvervs- og kulturliv. Desuden skulle udstillingen være med til at skaffe arbejde til de mange ledige under 1930’ernes økonomiske krise. Nordjysk Udstilling blev åbnet af statsminister Thorvald Stauning og besøgt af kong Christian 10. På billedet ses nogle af de i alt 360.000 gæster, der besøgte udstillingen.

.

DFDS’ færge Aalborghus (th.) sejlede fra 1936 på ruten mellem Aalborg og København. Der var plads til 1.157 passagerer. Foto fra 1940.

.

Alléskolen på Østre Allé 91 i Aalborg er tegnet af Hans Henning Hansen. Hvert klasseværelse havde udgang til legepladsen. Skolen blev indviet i 1955, men lukkede allerede i 1981. Foto fra 1969.

.

I 1888 grundlagde Theodor Gotfred Springborg en manufakturforretning på Nytorv i Aalborg. Forretningen fulgte med tiden og blev til et stormagasin med store udstillingsvinduer, der kunne vise den nyeste mode. Foto fra 1964.

.

Limfjordstunnelen, der forbinder Aalborg Øst og Nørresundby, blev bygget i årene 1965‑69 og indviet d. 6. maj 1969. Tunnelen blev som Danmarks første motorvejstunnel under vand bygget ved sænketunnelmetoden, hvor præfabrikerede tunnelelementer blev sænket ned i en udgravet rende på Limfjordens bund.

.

Anders Hunes maleri Fra Vesterbro i Aalborg fra 1928 viser Hunes ekspressive naturalisme. Hune boede fra 1962 i Frejlev syd for Aalborg, og siden 1978 har besøgende kunnet se hans omfattende samling af egne malerier og tegninger på Ridemands Mølle i Godthåb ved Svenstrup.

.

Fra 1920’erne til 1950’erne blev befolkningstallet i Aalborg næsten fordoblet fra 42.239 i 1921 til 87.883 i 1950, inkl. de 13.602 indbyggere i Norre Tranders, der i 1950 blev en del af Aalborg. Der var således også i disse ar tale om en vækstperiode trods kriser i 1920’erne og 1930’erne og Besættelsen 1940‑45.

Det var fortsat sprit, tobak og cement, der var de forende industrier. C.W. Obels Tobaksfabrikker var byens største arbejdsplads frem til 1940. De Danske Spritfabrikker byggede en ny fabrik ved Limfjorden i 1930. Fem cementfabrikker blev reduceret til fire, men producerede stadig, med Aalborg Portland-Cement-Fabrik i spidsen, en af de vigtigste eksportartikler fra Aalborg, inkl. eternit fra 1927.

Symbolsk og efterhånden også reelt blev Aalborg Værft efter 1940 byens største arbejdsplads. Efter flere kommunale redningsaktioner og omstruktureringer kom der for alvor gang i værftet med rederiet J. Lauritzens overtagelse i 1937. Dette forandrede dog ikke den grundlæggende struktur, at hovedvægten i Aalborgs industri la pa den relativt lønsvage og konjunkturfølsomme nærings- og nydelsesmiddelindustri.

Med den fortsatte vækst i industrien fulgte også en voldsom udvikling af håndværk, og Aalborgs handel voksede kraftigt. Det var en periode, hvor antallet af detailbutikker steg ganske voldsomt.

Hele denne udvikling afspejlede sig også i Aalborg Havns virksomhed. Der blev etableret et fjordudvalg i 1925 for at tage vare pa de komplekse relationer mellem Aalborg og Nørresundby. Samtidig blev der åbnet færgeruter til bl.a. Hull og London.

Den centrale færgerute gik fortsat til København, og den blev i 1928 gjort daglig. Handelslivet kunne selvfølgelig mærke krisen i 1930’erne og under Besættelsen, men handelen steg ikke desto mindre, og dette blev fulgt op af bolværksudvidelser, samtidig med at den gamle Nyhavn fra 1820 blev fyldt op 1924‑25. De store udvidelser af det centrale havneområde i Aalborg foregik særligt øst og vest for den nye Limfjordsbro, der i 1933 afløste den gamle pontonbro. Jernbanebroen blev i 1938 erstattet af en ny, der kunne sende de nye lyntog videre til Frederikshavn. Transport med busser og biler blev nu helt centrale forudsætninger for ny vækst.

I forhold til udvikling af bycentrum gik Aalborg markant til værks med det andet store nord-syd-gående gadegennembrud, Vesterbro. Den forbandt den nye Limfjordsbro og Hobrovej, hvor hovedparten af de mange nye boliger var opført i spektakulær funkisstil, og hvor også større detailforretninger voksede frem efter krisen i 1930’erne.

Inden ændringen ved Vesterbro foretog man et øst-vest-orienteret gadegennembrud med etableringen af Vingårdsgade mellem Boulevarden og den kommende Vesterbro, inkl. sanering/fjernelse af det gamle Skolegadekvarter syd for Budolfi Kirke. Det foregik frem til 1936, hvor Budolfi Plads blev etableret.

Nordjysk Udstilling i 1933 kom i stand på initiativ af den første socialdemokratiske borgmester i Aalborg, Marinus Jørgensen. Den gav en eksponering af Aalborgs erhverv og kultur og byens potentielle muligheder i krisetider symboliseret med Aalborgtårnet og med deltagelse af landets statsminister, Thorvald Stauning.

I 1936 blev der etableret faste flyafgange mellem København og Aalborgs første lufthavn i Rørdal. Det blev en succes, og allerede i 1938 etableredes en ny kommunal lufthavn på den nuværende placering ved Rødslet for at skabe basis for en videre udvikling.

Efter midten af 1930’erne var man imidlertid klar til at gå i gang med etablering af nye kvarterer, og nu blev det for alvor reelt planlagt, hvorledes de mange boliger inkl. legepladser – og plejeboliger til de svageste ældre – skulle ligge i forhold til hinanden og det samlede byrum. 1930’erne og 1940’ernes Øgadekvarter blev på mange måder symbolet på, at nye tider for alvor var på vej. Det blev fulgt op af Søheltekvarteret i Aalborg Vestby med efterfølgende inddragelse af boligforeningerne i den videre kvarterudvikling.

Et tredje område, der i denne periode blev udbygget, var Aalborgs sydlige og sydvestlige områder, hvor de eneste egentlige villakvarterer lå på Klostermarken og langs Hobrovej frem mod Kærby og grænsen til Hasseris Kommune.

Der var generelt tale om nye boliger med lidt flere værelser og med væsentlig bedre faciliteter end tidligere, såsom toiletter og køkkener. Forudsætningerne herfor var løbende udvidelse af de grundlæggende ydelser: forsyning af el, gas, vand og varme.

De sanitære forhold forbedredes, og antallet af vandskyllende klosetter oversteg i 1917 antallet af retirader. Aalborg Kommune støttede i 1920’erne etablering af wc’er økonomisk.

Det kommunale elværk blev løbende udvidet og justeret, og det kommunale gasværk blev på det nærmeste nybygget i årene 1923‑28, således at man kunne sikre forsyninger, også når mange lavede mad på samme tid.

Sideløbende med de nye kvarterer blev der bygget kirker og skoler såsom Sankt Markus Kirke (1933), Østermarkens Skole (1929), Sønderbro Skole (1949), Ansgars Kirken (1929) og Hobrovejens Skole (1931). Der blev i denne periode også etableret mange kulturelle institutioner. Det Nordjyske Landsbibliotek fik egen bygning i 1930, Det Danske Udvandrerarkiv blev indviet på Soh ngårdsholm i 1932, og Aalborg Stadion blev etableret i 1920.

Nærheden til Norge med havn og lufthavn førte til, at den tyske tilstedeværelse under Besættelsen blev massiv i Aalborg. Det gav på den ene side ubetinget vækst, fx ved udvidelsen af lufthavnen, og på den anden side grobund for en voldsom modstandskamp og uroligheder som fx under Augustoprøret i 1943, der afstedkom adskillige sårede og døde i Aalborg.

I den udvikling, Aalborg gennemgik i perioden 1920‑50, blev der taget langt flere offentlige initiativer og beslutninger end tidligere. Flere opgaver kom til fra centralt hold, fx med Socialreformen i 1933 og Byplanloven i 1938.

Nørre Tranders Landkommune blev i 1950 en del af Aalborg Kommune, og udviklingen i det samlede byområde kom til at spille en helt central rolle i tiden frem mod 1970.

Udviklingen fra 1950 til 1970 blev den mest omfattende i Aalborg siden 1890’erne. I denne periode faldt Aalborgs befolkningstal for første gang i mange år. Samlet set voksede antallet fra 87.883 i 1950 til 100.262 i 1970, men det dækkede reelt over en relativt svag vækst i 1950’erne og en tilbagegang fra slutningen af 1960’erne. Et andet helt centralt aspekt var, at betydningen af industri og håndværk ændredes. Andelen af medarbejdere i industri og håndværk faldt fra 51,8 % til 44,1 %, og antallet af ansatte i servicefag og administration steg fra 10,6 % til 26,7 %.

Den reelle velstandsstigning betød desuden, at mange nu valgte at bosætte sig uden for byen i de omkringliggende kommuner, samtidig med at arbejdet blev fastholdt i Aalborg.

Den tidligere største industri, C.W. Obel, indgik i 1961 som en del af Skandinavisk Tobakskompagni A/S og begyndte derefter at afvikle dele af virksomheden i Aalborg. Cementindustrien blev koncentreret omkring Aalborg Portland-Cement-Fabrik i Rørdal og Dansk Eternit-Fabrik. Her var der til gengæld tale om en periode med vækst. Det samme gjaldt for Aalborg Værft, der udvidede antallet af ansatte fra ca. 2.000 i 1950’erne til 2.700 i 1970, og nye jern- og maskinindustrier som fx Limfjordsværftet, der var kommet til i 1948, udviklede sig også positivt.

En meget klar markering af de nye tider var, at Aalborg Kommune i 1967 overtog pladsen fra Aalborg Værft som Aalborgs største arbejdsplads. Antallet af ansatte voksede med en tredjedel fra midt i 1950’erne til midt i 1960’erne, således at der i 1965 var 3.141 ansatte i Aalborg Kommune.

Samlet set blev jern-, metal- og cementindustrien styrket i forhold til nærings- og nydelsesmiddelindustrien, men det ændrede ikke på den grundlæggende lønsvage struktur i Aalborgs industri. Handelen ændrede karakter, ved at de mange butikker, der havde været en væsentlig del af bybilledet i 1960’erne, nu blev udfordret af de nye stormagasiner.

Aalborg Havn havde stigende omsætning i denne periode. Teglgårdshavnen blev nedlagt i årene 1954‑56, og der blev især udvidet mod øst, mens der var lidt mere stilstand med den påtænkte udvikling af en helt ny havn øst for Aalborg.

Det var på mange måder symbolsk for perspektiverne i den centrale del af Aalborg Havn, at færgeruten Aalborg-København blev nedlagt i september 1970, kort tid efter at en ny terminalbygning var blevet indviet. Privatbilismen slog nu for alvor igennem. Limfjordsbroen blev udvidet i 1960, og i 1969 blev Limfjordstunnelen etableret. Der blev også lavet justeringer i selve Aalborg med gennemførelsen af den indre ringvej Østre Alle midt i 1960’erne, inkl. forbindelse til centrum med Dag Hammarskjølds Gade. De nye tider slog også igennem med etablering af en ny godsbanegård i 1959 og en ny busstation i 1961 samt nedlæggelsen af privatbanerne i 1969.

I det centrale byområde var den væsentligste ændring fjernelsen af middelalderkvarteret omkring St. Nygade. Det gav plads til markante bygninger som Jydsk Telefon og stormagasinet Salling, der blev indviet i 1964. Samtidig blev Budolfi Plads bebygget, og der blev herefter etableret gågader i de centrale bygader.

I 1966 blev der bygget en ny patient- og behandlingsbygning ved det kommunale sygehus. Den høje bygning skabte stor debat, men blev også taget som et tegn på, at Aalborg viste vejen – også på dette område.

De voldsomme ændringer i Aalborg i 1950’erne og 1960’erne afspejlede på mange måder byens reaktion på de relativt gode tider i slutningen af 1950’erne og velstandsstigningen i 1960’erne. Der blev stadig bygget nye skoler som Vesterkærets Skole i Vestbyen i 1953 og Alléskolen i Øgadekvarteret i 1955, og Aalborg Katedralskole fik følgeskab af endnu et gymnasium, det første i omkring 400 år, nemlig Aalborghus Gymnasium i 1958.

De højere uddannelser fik også et vældigt skub fremad, både de tekniske og mere humanistiske, fx med Aalborg Teknikum i 1963 og Danmarks Ingeniørakademi i 1967. Aalborgs vej mod status af uddannelsesby blev markeret med den endelige beslutning i 1970 om at sætte gang i byggeriet af Aalborg Universitetscenter.

I denne periode blev der tid og overskud til meget mere end arbejde, og det afspejledes både i Aalborgs byrum og liv. Det var en særdeles fremsynet beslutning at bygge en ny Aalborghal i 1953. Det gav plads til markeringer af Aalborg, fx i forbindelse med udstillingen Danish Food Fair. Det muliggjorde også nye kulturelle begivenheder og tilbud til Aalborg og hele regionens beboere, hvilket gav anledning til diskussioner, udfordringer og lange processer. Beslutningen om Nordjyllands Kunstmuseum blev truffet i 1958, men den markante kulturbygning blev først indviet i 1972. Et andet eksempel er, at Aalborgs socialdemokratiske borgmester i 1960’erne, Thorvald Christensen, ikke var helt tilfreds med Aalborg Teater under Karen Marie Løwerts i øvrigt succesfulde ledelse, og det fik sat gang i en landsdækkende diskussion om kunst og kultur.

Aalborg markerede sig også på fritids- og idrætsområdet med etablering af en lang række nye idrætsanlæg som atletikbanen Skovdalen i 1958, Stadionhallen i 1963, Idrætshallen Østerbro i 1963, svømmehallen Haraldslund ved Kastetvej i 1969 m.fl. Aalborg var reelt blandt de byer i Danmark, der brugte flest penge pr. indbygger på idræt, og det var et bevidst politisk valg.

Alle de mange aktiviteter og hovedlinjer i udviklingen satte fokus på nye opgaver i Aalborg, den fremtidige byudvikling og ikke mindst relationerne til de omkringliggende kommuner. I forhold til den fysiske udvikling af Aalborg kunne man i første omgang i 1950’erne og i 1960’erne nøjes med at udvikle boligområder mod syd og øst, langs Hobrovej og i Grønlandskvarteret m.fl. og oprette nye institutioner som Vester Mariendal Skole i 1969.

Fraflytningen fra Aalborg og opfyldelsen af krav som følge af velstandsstigningen satte gang i nye tanker om at udvikle bydele. Det førte til ambitiøse planer om Aalborg Øst. Der blev afholdt en international arkitektkonkurrence om etablering af en helt ny og på alle måder selvstændig bydel øst for de eksisterende kvarterer, og de første spadestik blev taget i 1968.

I 1950’erne og 1960’erne blev det tydeligt, at udviklingen på flere og flere områder hang sammen i et langt større bysamfund end det formelt eksisterende. Resultatet var, at der efter mange års, ofte højlydte, diskussioner blev dannet en ny stor Aalborg Kommune i 1970. Den kom til at omfatte 12½ af de hidtidige købstads- og landkommuner i området.

Tiden 1970-2007

I 1998 begyndte ca. 2.000 nye studerende på Aalborg Universitet på godt 70 forskellige uddannelser, hvilket med en fremgang på 10 % var et rekordoptag. Her er de nye studerende på vej til et arrangement på Aalborg Stadion, hvor de modtages af ældre studerende. Foto fra 1998.

.

Figur. Befolkningsudviklingen i Aalborg 1787‑2017. Fra 1981 til 2004 er befolkningsdata fra Nørresundby talt med under Aalborg.

.

Aalborg blev som alle andre ramt af oliekrisen 1973‑74, og byen blev ramt ekstra hårdt af arbejdsløshed på grund af lukning af et stort antal arbejdspladser for ufaglærte arbejdere. Befolkningsudviklingen i den daværende Aalborg Kommune var relativt stabil med 154.343 i 1970 og 163.952 i 2006, men den gav også udfordringer med flere ældre og færre børn, der til gengæld skulle passes i offentligt regi.

Det var helt afgørende for udviklingen, at Aalborg Universitetscenter blev etableret i 1974. Det blev den nye samlende kraft, der fik unge studerende til byen og tiltrak tekniske og vidensbaserede industrier, som kunne tage over, hvor de tidligere identitetsskabende industriarbejdspladser lukkede.

De strukturelle og befolkningsmæssige udfordringer i 1970’erne og 1980’erne blev mødt med en langt stærkere administration, mere planlægning, opfølgning på alle områder og en løbende udvikling af en samlet kommuneplan. Flere sociale ydelser, skolelukninger i stort omfang og nødvendige justeringer af de bynære boligområder var blandt de centrale elementer.

Det politiske billede var relativt stabilt med Socialdemokratiet i flertal og i besiddelse af borgmesterposten. Partiet fik dog problemer, da borgmester Marius Andersen måtte forlade borgmesterposten i 1982 som følge af en dom for bestikkelse.

Aalborg Værft stoppede i 1988 produktionen af stålskibe, og dette blev på en måde den symbolske afslutning på Aalborgs storhedstid som arbejder- og industriby. Det var dog også omkring det tidspunkt, at nye virksomheder med fokus på it og kommunikation viste, at nye tider var på vej.

De centrale bykvarterer gennemgik i 1990’erne omfattende byfornyelsesprojekter med aktiv borgerinddragelse og med det klare formål at fastholde borgerne i den indre by. Der blev endvidere etableret nye centrale, fælles byrum, fx ved Nytorv/Østerågade og Joh n F. Kennedys Plads. Man begyndte nu også at betragte forladte havne- og industriarealer som potentialer, der kunne udnyttes på nye måder. Det første projekt vest for Limfjordsbroen blev imidlertid bygget forholdsvis tæt, og der kom ikke det liv, som var tilsigtet.

Disse erfaringer tog man med ved udarbejdelsen af planer for den centrale havnefront både syd og nord for Limfjorden. Fra slutningen af 1990’erne blev der iværksat en langsigtet udvikling med fokus på adgang til et helt nyt havneområde og med fastholdelse af den industrielle kulturarv.

Aalborg Byråd besluttede i 2004 ikke at nedbryde kraft-varme-værket Nordkraft, men valgte i stedet at afsøge bygningens fremtidige kulturelle anvendelsesmuligheder. KMD’s (tidligere Kommunedata) markante byggeri i 2007 på den tidligere værftsgrund symboliserede udviklingen i Aalborg 1970‑2007, hvor man i de to forste artier afviklede det industrielle bysamfund og derefter pabegyndte udvikling og etablering af en ny identitet som uddannelses- og vidensby.

Videre læsning

Læs mere om Aalborg

Læs videre om

Se alle artikler om Byhistorie

Eksterne links